Nu kan Windows Phone 7 låses op

Et nyt computerværktøj gør det muligt at låse WP7-mobiler op, så man kan installere programmer uden om Microsofts applikationsbutik.

Nu kan Windows Phone 7 låses op

Programmet hedder ChevronWP7 og bag det står bl.a. den særdeles velkendte Microsoft-blogger og programmør, Long Zheng, samt to af hans venner, Chris Walsh og Rafael Rivera, der ligeledes begge er kendt på Windows-fronten.

ChevronWP7 gør det muligt at oplåse din Windows Phone 7-mobil, så man kan installere programmer og spil direkte fra din computer. Dermed slipper man altså for at gøre det gennem Marketplace, der er Microsofts katalog over applikationer til platformen.

Ved at bruge ChevronWP7 kan man opnå en række fordele, især hvis man selv er interesseret i at udvikle programmer til platformen, men ikke vil betale 100 dollars om året for en udviklerkonto hos Microsoft. Med ChevronWP7 kan du altså installere dine egne programmer samt andre, der frigiver deres færdige programmer på denne måde.

Du kan læse langt mere om projektet på denne hjemmeside, hvor du også finder ud af hvordan du selv kan komme i gang med at bruge det. Vær opmærksom på at du skal gennemgå nogle krav for at telefonen bliver understøttet.