Ny slank Soul-mobil fra Samsung
Det lille ‘b’ i Soulb, som er det foreløbige navn på Samsung efterfølger til U900, står for ‘bar’. Det indikerer, at der vil være tale om en traditionel candybar-model, hvilket da også underbygges af billederne.
Modellen minder en del om Nokia 6500 Classic, men den får indbygget 1 GB hukommelse samt får plads til hukommelseskort.
I forhold til U900, der har et 5-megapixelkamera, får Soulb dog kun et 3-megapixelkamera men med ekstra stærk fotolampe. Modellen skulle også blive udstyret med et 3,5 millimeter stik til høretelefoner, noget som U900 mangler.
Brugerfladen skulle være den samme som i U900.
Webbrowseren skulle tilbyde fuld HTML-understøttelse, og understøtter turbo-3G med 3,6 Mbit/s. Skærmen skulle være to tommer stor, og målene oplyses at være 111 x 46 x 9,9 mm.
Om modellen kommer til Danmark, står endnu hen i det uvisse, da Samsung lancerer mange mobiltelefoner, som aldrig rammer vores breddegrader. Det skulle dog være sikkert, at den kommer til Tyskland og andre europæiske lande.