Officielt: Google ejer nu Motorola
Motorola Mobility ejes nu officielt af Google. Konkurrencemyndighederne i Kina har som det sidste land godkendt Googles opkøb af mobilselskabet, og dermed er den omtrent 9-måneders lange ventetid overstået.
Årsagen til at opkøbet har taget så lang tid er, at konkurrencemyndighederne har været bekymret for at opkøbet ville gøre det vanskeligt for de øvrige smartphone-producenter at bruge Android-systemet, som bekendt udvikles af Google.
I Kina har man derfor haft et krav om at Google skal fortsætte med at lade Android være frit tilgængeligt i mindst fem år fra overtagelsen af Motorola.
I et blogindlæg på den officielle Google blog fortæller Google-chefen Larry Page, at han er glad for at opkøbet er blevet godkendt. I samme indlæg præsenteres Dennis Woodside, der tidligere har arbejdet hos Google, som ny CEO hos Motorola Mobility. Page fortæller desuden også, at han er sikker på, at Motorola vil være med til at lave den næste generation af mobile enheder, der forbedrer hverdagen i fremtiden.