Pressebilleder af OnePlus 9 lækket

Pressebilleder af OnePus 9 og 9 Pro er dukket op på nettet og viser detaljer om kameraet. Vi samler op på yderligere rygter om telefonerne.

Pressebilleder af OnePlus 9 lækket

OnePlus har bekræftet, at OnePlus 9 serien lanceres den 23. marts og vi ved, at den får kamera lavet i samarbejde med kameraproducenten Hasselblad. Nu er de første pressebilleder af både 9 og 9 Pro sivet ud på nettet.

OnePlus 9 Pro og 9  får Hasselblad-kamera

Billederne viser, hvordan kamerahuset kommer til at se ud. Den nye 9-serie bliver udstyret med Hasselblad Camera for Mobile, der giver forbedret HDR videooptagelse, understøttelse af video i 4K med 120 FPS  og 8K video med 30 FPS. Det skulle være både den almindelige 9’er og Pro-modellen, der får Hasselblad Camera for Mobile.

Den får et hovedkamera på 48 megapixel og et ultravidvinkelkamera på 50 megapixel. Det er SonyIMX766-optik, der bruges her – det virker til at være et stort spring for ultravidvinkelkameraer.

Derudover kan det nævnes, at telefonen, i hvert fald Pro-modellen, får laser autofokus, 3 x optisk zoom samt et dybdekamera. Lige netop selskabets dybdekameraer, der bruges til at sløre baggrunden på makro- eller portrætbilleder, har tidligere fået kritik. Det bliver spændende at se, om der kommer en forbedring på den kant.

Frontkameraet til selfies skulle være på 16 megapixel.

Se også: Anmeldelse af OnePlus telefoner

RAW-billeder, Tilt-shift og flottere ultravidvinkelbilleder

Videre har OnePlus selv bekræftet, at telefonen understøtter 12-bit RAW billeder, får mere dynamiske farver og bedre muligheder for efterredigering.

Der kommer også en Tilt-shift-funktion, der lader brugeren fokusere på et objekt, mens man så kan sløre andre objekter på billedet.

Pete Lau har også for nylig delt et ultravidvinkelbillede, der viser, hvordan denne type billeder taget med 9 eller 9 Pro ikke forvrænger objekter. Det sker ellers ret tit på den type billeder. For eksempel er bygninger bliver underligt buede på siderne.

Se også: Lave priser på OnePlus telefoner

Flere rygter om OnePlus 9 og 9 Pro

Der er også dukket andre rygter op om de to telefoner. For eksempel at 9 Pro bliver vandtætte med IP68 certificering, får større batteri og understøtter 65 W opladning med kabel og 45 W trådløst.

9 Pro skulle få en buet skærm på 6,7 tommer med 2K-opløsning (3.120 x 1.440 pixel) med 120 Hz opdatering. Telefonen rygtes at komme i farverne sort, grøn og sølv.

9’eren menes at komme i farverne sort, blå og lilla og får skærm på 6,5 tommer med Full HD+ opløsning og 120 Hz refresh rate. Skærmen skulle være flad i modsætning til den buede skærm på Pro-modellen. Den får også plastikramme hvor Pro-modellen får metalramme.

Se også: Nyheder om OnePlus