Rygte: Samsung klar med vild Android-mobil i februar

Ikke overraskende forlyder det nu, at Samsung skulle være klar med en efterfølger til Galaxy S i februar måned. Det skulle være en forbedret udgave af Nexus S.

Rygte: Samsung klar med vild Android-mobil i februar

Samsungs Android-topmodel hedder Galaxy S, og det har den gjort siden juni måned, hvor modellen kom på gaden. Det er lang tid på mobilmarkedet, og Samsung lyder da nu også til snart at være klar med en afløser.

Forbedret Nexus S

Ifølge det sydkoreanske site The Chosunilbo vil Samsung på Mobile World Congress i februar måned afsløre efterfølgeren til Galaxy S. Den nye model skulle bruge Android 2.3 og have en dual-core-processor, samt formentlig også have NFC og et gyroskop. Altså nærmest som den Samsung-producerede Google Nexus S, men med en hurtigere processor.

Video i fuld HD
The Chosunilbo angiver ikke, hvor de har informationerne fra, men vi har tidligere hørt rygter om en afløser til Galaxy S, der skulle gå under navnet i9200 Galaxy S2. Dengang forlød det, at den nye model også skulle have en skærm på 4,3 tommer, samt kunne optage video i den fulde HD-opløsning på 1920 x 1080 pixel.

Kilde: The Chosunilbo