Sådan er kameraet i Wildfire S

Hostende og hakkende kom vi igennem videodelen, mens fotodelen i HTC Wildfire S klarer sig lidt bedre uden på nogen måde at være prangende.

Sådan er kameraet i Wildfire S

Roserne står ikke i kø, men det er vel også ret småt, hvad man kan forvente af kameraet i den lille HTC Wildfire S.

Hvis vi lader det være indgangen til den lille kameratest, vi har udsat HTC Wildfire S for, så kan det vel ikke gå helt galt.

Skal vi starte med lidt kameraspecifikationer og lidt sammenligning med den tidligere Wildfire uden S, så kan det nævnes, at kameraet i hovedtræk ikke har været igennem nogen større teknisk omvæltning. Det er stadig på 5 megapixel stort, og det kan tage billeder i 2592 x 1944 pixel. Derudover er der selvfølgelig også LED og autofokus.

Når vi tager kameraet med på gaden, så bliver det hurtigt klart, at vi ikke har med nogen super kamera-mobil at gøre.

Det første, der slår mig, når jeg skal tage billeder med den lille telefon, er, at der ikke er nogen dedikeret udløserknap. Jeg skal benytte mig af det lille udløserikon på skærmbilledet, og som det altid er med den slags, så rammer man sjældent helt rigtigt. I den henseende hjælper det ikke på sagerne, at skærmen kun er 3,2 tommer stor.

Kigger vi på kvaliteten af billederne er det heller ikke helt vildt godt, når man tænker på, at de er optaget i højeste kvalitet på 2592 x 1728 pixel, (Det oplyser telefonen, og der er dermed lidt forskel fra specifikationerne.)

Se galleriet øverst i artiklen.

På trods af at vejret er godt, og solen næsten skinner hele tiden, så er billederne ret mørke. Totalerne rummer ikke ret stor detaljegrad og det er i det hele taget en lidt skuffende oplevelse at tage billederne. Også hastigheden hvormed jeg kan skyde billederne er lidt sløj i optrækket.
Går vi tæt på bliver det lidt bedre, og på trods af objektivets larm, når man vil fokusere på noget nært, så er effekten bestemt godkendt. Det er let at skaffe fokus, og jeg syntes faktisk, det ser ganske godt ud.

I vores mørke kælder dumper LED-flashen fælt sammenlignet med kameramobilerne vi tidligere har testet. Der kommer næsten intet lys ud af den lille pære, og det er slet ikke i stand til at oplyse noget som helst.

Inde på kontoret udmærker telefonen sig igen ved at være bedst til det med billeder, når vi kommer tæt på. Vores Homer-figur gør sig fint på den lille skærm, og både farve og detaljerigdom lider ikke skade under det kunstige lys fra lysstofrørene.

På videodelen skuffer Wildfire S hårdt.

Første gang, jeg forsøger at optage et klip går der nogle sekunder før sekundtælleren dukker op, og der går ikke 20 sekunder før kameradelen crasher. Irriterende!

Da jeg ved 2. forsøg får gang i optageren kan den slet ikke følge med optagelserne, og billedet på skærme fryser et utal af gange. Jeg tænker, at det kun er på telefonen, at billedet låser, men som man kan se i videoerne herunder, så er det en særdeles hakkende oplevelse at have med video fra Wilfire S at gøre.

Du kan selv se et par korte videoklip herunder.

Læs også: Sådan er HTC Wildfire S