Sådan ser HTCs næste Google-mobil ud

HTC's touch-mobil Magic har netop ramt butikkerne i enkelte lande, men allerede nu begynder der at dukke billeder op af HTCs næste Google-mobil, som kommer til at bære navnet Hero.

Sådan ser HTCs næste Google-mobil ud

HTC Hero bliver den kun tredje Android-mobil, der kommer på markedet, og det gør den vel at mærke først til efteråret, skal det understreges.

Der vides endnu ikke så meget om Hero, men det faktum, at den har indbygget mulighed for tilslutning af et normalt 3,5 millimeter jackstik, kunne tyde på, at modellen bliver den første Android-mobil, der skal sælges med musikafspilning som hovedfeature.

Bortset fra det er oplysninger om Hero som sagt endnu få. Telefonen ser ud til at være lidt mere kantet end HTC Magic. En anden detalje ved Hero er, at den lille styrekugle, der sidder under skærmen på Magic, ikke lader til at være at finde – umiddelbart en skam, da netop den gjorde det let at manøvrere rundt i menuer og på websider med HTC Magic.

Konkurrencen på Android-markedet bliver i øvrigt hård i løbet af det næste halve år, da ikke bare HTC, men også Samsung, Motorola og Sony Ericsson forventes at lancere touch-mobiler med styresystemet.