Send SMS’er og MMS’er fra din e-mail

3-kunder kan nu sende både tekst, lyd, billeder og videoklip fra pc'en direkte til en mobiltelefon. Mobilselskabet 3 lancerer "3PC Message", der integrerer e-mails med SMS- og MMS-beskeder.

Send SMS’er og MMS’er fra din e-mail

Mobilselskabet 3 præsenterer som den første mobiludbyder i verden en service, der giver 3-kunder let adgang til at sende SMS’er og MMS’er fra pc’en til andre mobiltelefoner. På visse hjemmesider kan brugere i dag sende SMS’er til en mobiltelefon, men nu kan man fra pc’ens mailprogram sende både tekst, lyd, billeder og videoklip til mobiltelefoner.

– Vi har med 3PC Message brudt en mur ned for de tusinder af pc-brugere, som gerne vil sende f.eks. levende billeder til mobiltelefoner. Vi forventer en kraftig vækst i markedet for tjenester som denne, der integrerer pc- og mobilbrugere gennem SMS og MMS – både i forhold til forretningskunder og private forbrugere, siger Henriette Høyer, marketing- og kommunikationsdirektør hos 3.

Med 3PC Message kan 3-kunder udsende SMS- og MMS-beskeder til grupper, planlægge udsendelser på bestemte tidspunkter eller modtage påmindelser om eksempelvis møder via SMS.

3PC Message fungerer med Microsoft Outlook, Microsoft Outlook Express eller som selvstændig applikation, der kan downloades enkelt og gratis på 3’s hjemmeside. Brugerne betaler kun for at sende SMS- og MMS-beskeder. Prisen er 0,30 KR. pr. SMS og 1,75 kr. pr. MMS.

I en nyligt offentliggjort rapport fra analysevirksomheden Frost&Sullivan anslås det, at omsætningen for pc-beskeder vil stige fra 34,5 mio. euro i 2004 til 424,4 mio. euro i 2010. Inden for samme periode forventes det, at antallet af brugere vil stige fra 490.000 til over 12 mio.