Sikkerhedsfirma: iPhone er mere sikker end Android

Apple skoses tit for at have et lukket øko-system, mens Android roses for at have et åbent. Men Android er så til gengæld mere i farezonen, når det gælder sikkerhed, lyder det fra sikkerhedsfirma.

Sikkerhedsfirma: iPhone er mere sikker end Android

Android er open source, hvilket betyder, at hackere også kan forstå den underlæggende arkitektur og kildekode, lyder det Steve Chang, bestyrelsesformand for Trend Micro, som er verdens største udbyder af sikkerhedssoftware til firmaservere.

"Vi må anerkende Apple, for de er meget varsomme omkring det. Det er umuligt for visse typer af virusser (at operere på mobilen, red.)," sagde han i et interview i Taiwans hovedstad Taipei.

Bestyrelsesformanden snakker angiveligt om den lukkede App Store, hvor Apple kun tillader visse applikationer at blive distribueret. Hvis de Apple-ansatte, der tjekker apps, gør deres arbejde grundigt, vil der altså komme færre malware-applikationer i App Store. Google har en omvendt proces, hvor alle apps kan komme ind i deres Android Market, men hvor firmaet kan fjerne apps. Både Apple og Google kan fjerne apps på mobiler gennem remote control, altså fjernadgang.

IT-sikkerhedsfirmaer har de sidste tre år forsøgt at sælge sikkerhedssoftware til almindelige mobilbrugere, og de har flere gange råbt højt, når de fandt malware, der var designet til Android-mobiler. Truslerne mod mobilerne er til stede, men har mere karakter af teoretiske trusler, eftersom de stadig er få. Det vil dog ændres, forventer Steve Chang. Han vil gerne vædde på, at Android-brugere vil begynde at købe mere sikkerhedssoftware til deres mobiler.

"Smartphones er den nye pc, og så snart de bliver brugt af firmaer vil datatab blive et nøgleproblem," siger Steve Chang, hvis firma selv har lanceret et sikkerhedsprodukt til omtrent 20 kroner til Android-mobiler.

Hans firma har også et sikkerhedsprodukt til iPhones, men han mener, at Apple er bedst til at beskytte deres brugere mod malware.