Sonys første Windows Phone kommer måske om en uge
Der har længe været rygter om en Windows-mobil fra Sony Ericsson, og efter Sonys opkøb af selskabet lader det til at der snart kommer til at ske noget. Nye billeder af en prototype med Windows Phone er dukket op på nettet, og alt tyder på at modellen vil blive præsenteret på Mobile World Congress i næste uge.
Telefonen på billederne er en slidermobil med et fuldt tastatur, der kan skydes ud fra siden. Det ser ud til at der er et fint mellemrum mellem tasterne, og Sony Ericssons tidligere tastaturmobiler har generelt haft gode taster.
Kodenavnet på mobilen er formentlig Julie, og det er en model, som vi ikke kender særlig meget til. Processoren har sandsynligvis en hastighed på mindst 1 GHz, eftersom det er Microsofts nuværende minimumskrav til Windows Phone. Derudover regner vi med at styresystemet bliver Windows Phone Mango.
Vi forventer som sagt at modellen vil blive præsenteret på Mobile World Congress i Barcelona i næste uge. Vi holder naturligvis øje med opdateringer i forbindelse med modellen.
Kilde: PhoneArena