Symbian ved at droppe Java-understøttelse?

I et blogindlæg på den officielle Symbian blog forklarer en medarbejder, hvordan Java-teknologien langsomt er blevet uinteressant for mobilindustrien og konkluderer, at det kunne være bedst for alle at droppe teknologiens livsstøtte.

Symbian ved at droppe Java-understøttelse?

På den officielle Symbian blog kan man dagligt læse om opdateringer på Symbian Foundation-projektet samt få et indblik i udviklernes problemstillinger og tanker. I fredags kunne man således læse et særdeles interessant indlæg, der reflekterede over Java-teknologiens fortid og fremtid i mobile enheder.

I blogindlægget forklarer medarbejderen ‘Runtime Rob’ hvordan udviklingen af Java-platformen langsomt har været faldende i takt med at nye platformer er kommet til. Ifølge medarbejderen er platformen ganske enkelt for besværlig at arbejde med, og det har medført at flere styresystemer nu om dage slet ikke understøtter teknologien, herunder Windows Mobile, der aldrig har inkluderet Java som en standard del af styresystemet fra fabrikken, og Apples mobile udgave af styresystemet OS X.

‘Rob’ erfarer, at fremtiden indenfor mobile styresystemer byder på masser af programmer til open source-styresystemer, og ganske få – hvis nogen – til besværligere platforme, som Java. Ifølge ham vil Java-platformen uddø, hvis ikke Sun Microsystems, der står bag platformen, ændrer taktik inden for nærmeste fremtid. Konklusionen lyder på, at det kunne være “bedst for alle” at droppe teknologiens livsstøtte, hvis ikke der snart sker ændringer.

Noget kunne altså tyde på, at Symbian langsomt er ved at droppe styresystemets understøttelse af Java-teknologien. På den måde ville man kunne hellige sig til Symbian-platformen og udvikling af denne.