TDC pålægger stor regning til titusindvis af erhvervskunder

TDC's erhvervskunder skal fremover betale mere for at tale i mobil. TDC regner med en stigning på to procent, teleanalytiker siger den er op mod 25 procent.

TDC pålægger stor regning til titusindvis af erhvervskunder

TDC ønsker flere penge i kassen og afregningsstruktur for erhvervskunder skal sikre, at det sker, siger Peter Stig Andersen, vicedirektør i TDC Erhverv, i følge dagens udgave af Jyllands Posten. I stedet for at taksere per sekund, skal der fremover afregnes per påbegyndt minut.

TDC oplyser, at stigningen er på 2 procent, hvilket skulle give TDC 150 millioner ekstra i omsætning om året.

“Helt ude i hampen”

Teleanalytiker Torben Rune vurderer dog overfor Jyllands Posten, at den udmelding “er helt ude i hampen”:

– Jeg vil tro, at stigningen på selve minutprisen vil ligge på 18-25 procent, når man medregner opkaldsafgiften, udtaler altså Torben Rune, der rådgiver om valg af teleydelser.

TDC Erhverv omsatte i 2008 for 2,4 milliarder kroner, så det betyder, at stigningen reelt kan blive så høj som 600 millioner kroner, påpeger Jyllands Posten.

TDC forsvarer den ændrede prisstruktur med, at det gør markedet mere gennemskueligt og nemmere at forholde sig til for kunderne.