Teleanalytiker om Windows Phone 7 fra Nokia: Fuldstændig urealistisk

Rygter om, at Nokia skulle indlede samarbejde med Microsoft om at lancere finske Windows Phone 7-modeller er fuldstændig urealistiske, vurderer teleanalytiker – og skulle det ske, bør man sælge sin Nokia-aktie.

Teleanalytiker om Windows Phone 7 fra Nokia: Fuldstændig urealistisk

I går kunne vi skrive om rygte-samarbejde mellem Nokia og Microsoft. Samarbejdet, der skulle være i sin indledende fase, skulle munde ud i, at Nokia kommer med Windows Phone 7-modeller.

Disse rygter kommer i kølvandet på analyser fra sidste uge, der vurderede, at det kunne være smart af Nokia at lancere Android-mobiler for at komme ind på det amerikanske marked.

Android eller Windows Phone 7

Men vælger Nokia at sende mobiltelefoner på gaden med Windows Phone 7 eller Android, så bør man sælge sin Nokia-aktie, vurderer teleanalytiker John Strand overfor Mobil:

”Hvis de gør den slags, så ender de bare som hardware-producent, ligesom for eksempel Dell. Det er fuldstændig urealistisk, at Nokia vil indlede samarbejde om Windows Phone 7 eller Android”, lyder det fra John Strand.

Han spørger retorisk, hvad de skulle opnå ved det:
”De understøtter allerede active sync, Office og andre Windows-funktioner. Det er ikke måden at komme ind på det amerikanske marked. Det kan kun gøres på en måde, nemlig ved at blive venner med operatørerne T-Mobile og AT&T. Men ind til nu har de været bange for, at Nokia ville komme til at dominere markedet i USA og ville kunne bestemme priserne”, vurderer John Strand.

Han forklarer videre, at USA kun står for 7 procent af verdensmarkedet, hvoraf halvdelen er CDMA, som Nokia ikke satser på:
”Det betyder kun noget image-mæssigt at komme ind på det amerikanske marked”, forklarer John Strand.

Vi har henvendt os hos Nokia for at få en kommentar, men de udtaler sig ikke om markedsrygter, lyder det kortfattede svar.