To milliarder fra total mobil verden

To tredjedele af verdens befolkning bruger mobiltelefoni. I år vil antallet af mobilbrugere for første gang runde fire milliarder.

To milliarder fra total mobil verden

En ny prognose fra brancheforbundet Bitkom i Tyskland baseret på data fra European Information Technology Observatory (EITO) forudsiger, at antallet af mobiltelefon-brugere på verdensplan vil stige til 4,4 milliarder inden årets udgang.

Stigning på 12 procent

Det er en stigning på 12 procent i forhold til 2008, hvor tallet lå på 3,9 milliarder. Dermed er det to tredjedele af verdens befolkning, der bruger en mobiltelefon. For 2010 ventes en stigning til 4,8 millioner.

Tallet, der er sammensat af antallet af mobilabonnementer og solgte prepaid-kort, skal dog læses med forbehold, for mange har mere end én telefon. Så det reelle antal af brugere kan være noget lavere.

Størst fremgang i udviklingslande

I industrilandene er væksten begrænset, mens den største fremgang sker i udviklingslandene. I Indien ventes antallet af mobiltelefon-brugere at stige med 32 pct. til 457 millioner i 2009.

I Brasilien er væksten på 14 pct. til 172 millioner, mens Kina kan notere en vækst på 12 pct. til 684 millioner brugere.

Stor 3G-stigning i Europa

Til sammenligning bliver væksten kun på fire procent i år i EU-landene ifølge en EITO-prognose. For at finde væksten, skal man kigge på 3G, hvor antallet af brugere ventes at stige med 36 pct. til 172 millioner i Europa i år.

Europæisk marked mættet

Konklusionen er tydelig. Det europæiske marked for mobiltelefoner er mættet, og nu efterspørger man mere avancerede modeller og hurtigere mobilt bredbånd. Der ventes en vækst på 10 pct. i omsætningen med mobil datatrafik i EU i det indeværende år.

Billedet er det samme i USA, hvor antallet af UMTS-brugere ventes at stige med 74 pct. til 108 millioner i år, mens antallet af almindelige GSM-abonnementer falder med syv procent.

Japan fører, selvfølgelig

Japan har stadig førende rolle, når det gælder mobilt bredbånd; her er 90 procent af alle mobiltelefoner koblet op til hurtige 3G-tjenester.