To nye stereo-høretelefoner fra Nokia

Nokia har i dag præsenteret to nye stereohøretelefoner fra World-eventet i Amsterdam. De kan bruges både til samtale og musik.

To nye stereo-høretelefoner fra Nokia

De to nye høretelefoner har de søvndyssende navne WH-700 og WH-600, men til gengæld skriver Nokia i en pressemeddelelse, at de er "designet til et liv på farten, og giver dig fornøjelsen af lyd i højeste kvalitet".

Om det er tilfældet, kan vi desværre ikke rigtig vurdere, men de kan i hvert fald bruges til både tale og musik. Når telefonen ringer, stopper musikken, så man kan føre samtalen, og når samtalen er slut, spiller sangen videre fra det sted, den stoppede.

Man kan desuden vælge mellem tre forskellige ørepropper til WH-700, så høretelefonerne får den rigtige pasform.

WH-600 er designet som en hovedbøjle, og høretelefonerne dækker ørene, så man kan lukke lyden fra omgivelserne ude.

Begge headset kommer med en adapter til standard 3,5 millimeter stik.

Begge modeller skulle ramme butikkerne umiddelbart i begyndelsen af næste år. WH-600 kommer til at koste godt 600 kroner, mens WH-700 bliver lidt billigere med et prisskilt på cirka 470 kroner. Priserne er med moms.