TV2 satser på Nokia-telefoner med ny app

TV 2 lancerer nu tvtid-applikationen til Nokias Symbian-mobiler.

TV2 satser på Nokia-telefoner med ny app

TV 2s mobil-applikationer har længe været tilgængelige både til Apples iPhone og til Android-telefoner, og nu er tvtid-appen så også klar til Nokias Symbian-telefoner.

TV2 forklarer, at de vil være til stede der, hvor brugerne er og der, hvor de kan lave en fornuftig forretning: ”Nokia er trods alt stadigvæk verdens største producent af mobiltelefoner og har også en rimelig andel af smartphone-markedet, selvom Apple og Android er klart større”, siger Jan Hoffmann, der har ansvaret for TV 2s mobile løsninger.

tvtid.dk-applikationen giver brugerne overblik over alle tv-kanaler og –genrer, nyheder om tv samt muligheden for at sammensætte egen tv-uge med påmindelser, når yndlingsprogrammet kommer.

TV2 kigger også på andre mobile styresystemer inkl. Windows Phone 7 i planlægningen af kommende applikationer, oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Tvtid-applikationen kan findes på Nokia Ovi Store.