Video: Samsung Galaxy S2 vises frem på video
Der er egentlig ikke så meget nyt i at Samsung har tænkt sig at præsentere produkter på Mobile World Congress i Barcelona i midten af måneden, og der er ligeledes heller ikke noget nyt over at efterfølgeren til Galaxy S bliver blandt produkterne. Nyheden ligger i at Samsung nu officielt bekræfter at man vil være klar med efterfølgeren i Barcelona.
I en teaser-video fra Samsung fortæller man til sidst at telefonen bliver præsenteret den 13. februar på messen, og at den vil være efterfølger til Galaxy S. Det betyder formentlig at den kommer til at hedde Galaxy S2.
Telefonen dukker op sidst i videoen, hvor man kan få et hurtigt og indtryk af den. Videoen røber ingen detaljer omkring detaljerede specifikationer, men vi kan da alligevel få nogle oplysninger ud af det. Samsung har f.eks. ikke valgt at bruge samme buede skærm som på Nexus S. Desuden ser det ud til at telefonen vil have en metalramme omkring den.
Noget kunne desuden tyde på at Samsung har haft lidt travlt med at lave videoen. 13 sekunder inde i videoen, kan man nemlig se telefonen i et spejlbillede. Alle andre steder i videoen er den dækket af stjernelignende lys. Tjek selv videoen herunder.