WP7-hackere: Vi glæder os!
ChevronWP7 er navnet på et stykke software, der kan bruges til at jailbreake mobiler med Windows Phone 7, så man kan installere sine egne eller tredjepartsprogrammer direkte gennem en installationsfil i stedet for Marketplace.
Microsoft kunne forleden invitere de tre udviklere bag programmet på besøg i deres Redmond-kontorer, og efter to dage fyldt med møder med medlemmer af Windows Phone 7-udviklingsholdet, fortæller udviklerne sparsomme detaljer om mødet på deres blog.
"Virkelig begejstret"
De tre udviklere underskrev en fortrolighedsaftale med Microsoft og kan derfor ikke fortælle særlig meget omkring møderne, men de fortæller alligevel at de er "virkelig begejstret" over mange af Microsofts fremadrettede præsentationer, og at dette er første skridt i den rigtige retning.
En kommende opdatering af Windows Phone 7 vil lukke det hul, ChevronWP7 udnytter, og programmet vil derfor stoppe med at fungere. De tre udviklere arbejder dog sammen med Microsoft om en løsning, der fortsat vil give mulighed for at installere egne programmer uden om Marketplace.