Yahoo-sync skyld i mystisk dataforbrug på Windows Phone 7

Det er stadig usikkert, om Yahoo eller Microsoft skal klynges for fejlen, hvor en række Windows Phone 7 uhæmmet hentede data uden brugernes viden.

Yahoo-sync skyld i mystisk dataforbrug på Windows Phone 7

Det var Yahoo Mail, der skabte en mystisk dataeksplosion i Windows Phone 7.

Det indrømmer Yahoo nu i en erklæring. Dermed kan uheldige ejere af en bug-ramt Windows Phone 7 slå mailklientens automatisk synkronisering fra og undgå overforbruget. En instruktion kan findes her (link). Yahoo håber at kunne samarbejde med Microsoft om et fiks af fejlen i løbet af de kommende uger.

Microsoft og Yahoo havde ikke andet valg end at fortælle om den bug-ramte synkronisering, efter at Windows-hackeren Rafael Rivera havde afsløret, at Yahoos mail-klient havde en enorm data-transmission ved synkronisering via IMAP-protokollen. Dataforbruget kunne løbe op i flere gigabytes over en måned – og altså svimlende summer på en mobilregning.

Hvorfor ID-forespørgsler?

Yahoo har i en erklæring, som de har sendt til Ars Technica, forsøgt at undgå skylden for fejlen ved at pointere, at deres mailsynkronisering til iPhone og Android virker fint. Deres melding er, at Microsoft kunne have undgået problemet ved at have en standard-kommunikation med Yahoos servere.

Rafael Rivera skriver, at Yahoo i de to andre mobilsystemer har undgået en dataeksplosion, fordi de ikke regelmæssigt kræver Message-ID. Han har ikke fået svar på, hvorfor lige præcis synkroniseringen med Windows Phone 7 havde denne bug.

Microsoft indrømmede første gang for to uger siden, at Windows Phone 7 havde et fantomforbrug af data.