TDC fordobler hastigheden på 4G til 300 Mbit/s

Er man TDC-kunde og har den rigtige 4G-mobil, kan man nu surfe med hastigheder op mod 300 Mbit/s mod tidligere 150 Mbit/s.

TDC fordobler hastigheden på 4G til 300 Mbit/s

TDC har nu opgraderet deres netværk til det, de kalder for 4G+. Det betyder, at man kan surfe med hastigheder op til 300 Mbit/s mod tidligere 150 Mbit/s.

Teknisk set betyder 4G+, at man samler datastrømmene fra to frekvensbånd og dermed kan doble op på de hastigheder, man normalt kan trække ovre 4G-nettet. Og det giver altså mulighed for at trække teoretiske datahastigheder på op til 300 Mbit/s.

”4G+ er ikke kun et konkurrenceparameter, når vi taler hastighed. Dét at kunne samle datastrømmene handler nemlig også om at have kapacitet nok til at håndtere kunders stigende dataforbrug, og det kan vi også med 4G+,” fortæller koncerndirektør i TDC Operations Peter Schleidt.

Se også: Billig mobilabonnement med hurtig internet

Ikke hurtigere, men bedre oplevelse

Som kunde skal man dog ikke forvente at få 300 Mbit/s. Med mobilt internet bliver kapaciteten på den enkelte mobilmast nemlig delt mellem de aktive brugere på den pågældende mast.

”Det er samme princip som udbygning af motorveje. Flere spor giver i sig selv ikke højere hastighed. Men det betyder, at trafikken afvikles bedre og med mindre kø. Flere mennesker kan altså komme hurtigere frem samtidig – det samme gælder med 4G+, dog løftes max hastigheden løbende” siger Peter Schleidt.

Næste skridt for TDC er 4G+ på tre frekvenser, hvilket indebærer en tredobling af datahastigheden. Også denne teknologi har TDC testet og er klar til at åbne, når mobiltelefonerne for alvor understøtter den.

Kun få mobiler med 4G+

Foreløbig er det dog kun ganske få mobiltelefoner, der understøtter 4G+. Derfor er det stadig kun de færreste kunder, der lige nu kan mærke forskellen.

4G+ er allerede i dag aktiveret på knap 500 master i hele landet, hvor kunderne vil kunne opleve spot til spot dækning på centrale områder i København, Aarhus, Odense, Ålborg samt større byer som Holstebro, Viborg, Esbjerg, Næstved og Slagelse.