Alvorligt sikkerhedshul opdaget i Instagram-appen

Meget alvorligt sikkerhedshul. Sådan beskriver cybersikkerhedsekspert problemet, der er spottet i appen til Instagram. Opdatér nu, lyder opfordring.

Alvorligt sikkerhedshul opdaget i Instagram-appen

Check Point Software Technologies har opdaget et alvorligt sikkerhedshul i Instagram-appen. Hullet giver hackere mulighed for uploade, ændre og slette billeder fra brugernes konti. Sikkerhedshullet gør det desuden muligt for hackere at overvåge personer, der har installeret Instagram-appen på deres telefon.

I værste fald giver hackere mulighed for at tage fuld kontrol over de mange millioner brugerkonti på Instagram.

Se også: Find bedste telefoner til prisen

Sådan er sikkerhedshullet i Instagram

Sikkerhedshullet opstår, når en hacker sender et inficeret billede til en intetanende bruger, der gemmer billedet på sin telefon. Når brugeren efterfølgende åbner Instagram-appen, vil hackeren få kontrol over brugerens konto og kan dermed både slette, uploade og ændre billeder samt sende beskeder til andre brugere via appen.

Desuden har Check Point opdaget, at hackerne kan udnytte sikkerhedshullet til at få adgang til de tjenester, som Instagram-appen har tilladelse til at benytte. Det betyder, at hackerne bl.a. kan se lokationer, kontakter i telefonbogen og tilgå telefonens kamera.

Se også: Test af telefoner

Meget alvorligt sikkerhedshul

“Vi har at gøre med et meget alvorligt sikkerhedshul, som har potentiale til både at skade private brugere men også virksomheder, der benytter Instagram som deres udstillingsvindue. Hvad der måske er endnu mere foruroligende er, at hackerne kan få adgang til lokationer, kontakter i telefonbogen og telefonens kamera, hvilket giver dem mulighed for at udspionere de intetanende brugere,” fortæller Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark.

Check Point opdagede sikkerhedshullet tidligere i år og siden da har sikkerhedsfirmaet arbejdet tæt sammen med Facebook, der ejer Instagram, for at lukke hullet. Det skulle være lykkedes nu, lyder det.

Niels Zimmer Poulsen opfordrer derfor brugerne af Instagram til at opdatere til den nyeste version af den populære app hurtigst muligt.

Se også: Nyheder om cybersikkerhed