Når Amazon går ned, stopper verden – og vi betaler prisen

Da Amazon Web Services (AWS) for nylig brønd sammen verden over, udstillede det de store problemer, der er ved tjenesten for alle.

Når Amazon går ned, stopper verden – og vi betaler prisen

Amazon Web Services (AWS) er rygraden i den moderne digitale økonomi. Men når denne rygrad knækker, mærker hele verden det. Det blev tydeligt, da en fejl i Amazons cloud-infrastruktur for nylig lammede tusindvis af virksomheder. Det gjaldt lige fra banker, hospitaler og myndigheder til globale brands som Uber, Slack og Snapchat. I løbet af få timer blev det klart, hvor afhængig vores økonomi er af ét enkelt selskab.

Det har Strand Consult redegjort for i en analyse af AWS og selskabets indflydelse på vores alle sammens liv.

AWS kontrollerer verdens cloud-marked

AWS kontrollerer omkring 70 % af verdens cloud-marked sammen med Google og Microsoft. Med en årlig omsætning på over 120 mia. dollar er det bemærkelsesværdigt, hvor få forpligtelser Amazon har i forhold til traditionelle teleselskaber.

Mens sidstnævnte er underlagt omfattende krav til driftssikkerhed, gennemsigtighed og offentlig tilsyn, kan AWS operere stort set uden ansvar, selv om deres infrastruktur i praksis fungerer som et globalt kommunikationsnet.

Problemet er ikke kun teknisk, men strukturelt. AWS driver et parallelt internet med egne fiberkabler, routere og knudepunkter uden at bidrage økonomisk til de nationale netværk, de samtidig belaster massivt.

Amazon bidrager ikke til verdens digitale infrastruktur

I modsætning til telesektoren, som er forpligtet til at finansiere universel service og nødberedskab, har Amazon undgået enhver form for kollektiv finansiering af digital infrastruktur. Det sker gennem massiv lobbyisme, hvor selskabet advarer mod, at selv beskedne bidrag vil ”bremse innovation”.

Resultatet er et system, hvor AWS kan profitere på skala og effektivitet, men uden at bære ansvaret, når det går galt. En enkelt fejl i en region kan sætte hele økosystemer ud af drift. Forbrugere, myndigheder og virksomheder har sjældent reelle alternativer, fordi deres systemer er bygget op omkring Amazons proprietære arkitektur.

Når AWS går ned ender regningen hos forbrugerne

Denne asymmetri er farlig. Når ét selskab bliver den digitale infrastruktur, som alt andet afhænger af, udgør det en systemisk risiko. Alligevel behandles AWS fortsat som en privat service, ikke som kritisk infrastruktur. I praksis er forskellen akademisk – konsekvenserne er det ikke.

Hvis Amazon skal høste fordelene ved at levere livsvigtige tjenester, må virksomheden også påtage sig tilsvarende forpligtelser, forklarer Strand Consult. Det handler ikke om at kvæle innovation med regulering, men om at indføre minimumsstandarder for ansvar, gennemsigtighed og pålidelighed.

For når Amazon går ned, går verden ned med det. Og regningen ender hos os andre, lyder konklusionen fra Strand Consult.