Over 500.000 Zoom-konti er til salg på dark web

Der er på nuværende tidspunkt mere end 500.000 Zoom-konti til salg på dark web og i hackerfora - men kun for småpenge.

Over 500.000 Zoom-konti er til salg på dark web

Det så ud til at gå så godt for Zoom. Populariteten skød i vejret i raketfart, men det gjorde desværre også, at appen blev afsløret i at have en lang række sikkerhedsproblemer. Det stod klart, at de ikke helt tog vare på brugernes privatliv, noget der i sidste ende kunne lække brugerkonti.

500.000 Zoom-konti på det mørke internet

Det ser heller ikke ud til, at faren er drevet over endnu. Ifølge BleepingComputer er der på nuværende tidspunkt mere end 500.000 Zoom-konti til salg på dark web og i hackerfora. Forleden kunne vi skrive, at huller i Zoom blev solgt på det mørke internet for op mod 30.000 dollars.

De gange, det er lykkedes hackerne at komme ind i Zoom, og indlogningsoplysningerne altså stemte, er blevet til en liste, der derefter sælges videre til andre hackere. Men det er ikke store summer, der her er tale om. I visse tilfælde er listen tilmed blevet givet videre gratis for at skabe røre i andedammen. På den måde kunne andre hackere være med i angrebene mod den populære chat-tjeneste.

Se også: Find bedste priser på erhvervstelefoni

Hvad skal man gøre som bruger?

Det skal dog siges, at disse hacks ikke nødvendigvis har noget at gøre med appens problemer. I stedet ser det ud til, at kontooplysningerne er blevet indsamlet via angreb, hvor hackerne bruger stjålne indlogningsoplysninger fra tidligere læk til at komme ind i Zoom.

Spørgsmålet, man sidder tilbage med, er, hvad man skal gøre som Zoom-bruger. Det kan jo være en rigtigt god idé at ændre sit kodeord. Det er jo generelt en god idé ikke at have det samme kodeord til flere konti.

Har man forskellige kodeord, er det kun én konto, der bliver hacket, hvis uheldet er ude, og ikke alle ens konti på samme tid. Det kan også være en løsning at bruge en passwordmanager, der skaber og husker kodeord for dig, så du kan være tryg og sikker online.

Se også: Nyheder om Zoom