3 vil gør master til selvstændig forretning

3 rykker ejerskab og håndtering af 3’s master over i et selvstændigt selskab med henblik på bedre kapitalisering af deres infrastruktur.

3 vil gør master til selvstændig forretning

Teleselskabet 3 ryster posen lidt og reorganiserer sin virksomhedsstruktur, således at ejerskab og håndtering af 3’s master bliver rykket over i det nye søsterselskab HI3G Networks. Det sker for at gøre etablering og servicering af master til et selvstændigt forretningsområde.

3 opdeler virksomheden: Skal tjene penge på master og infrastruktur

Det betyder konkret, at HI3G Networks har overtaget ejerskabet af 3’s master og tilhørende udstyr. Dermed bliver 1.275 af 3’s mastepositioner, samt masternes elinstallationer, teknikhuse og kølesystemer rykket over i søsterselskabet, som fremover skal håndtere og drive en selvstændig forretning på dette område.

Morten Christiansen, der er CEO for 3 i Skandinavien, forklarer om reorganiseringen, at de vil fokusere mere på, hvordan de bedst kan optimere og kapitalisere på deres infrastruktur.

“Ligesom i mange andre lande er der i Danmark ved at danne sig et selvstændigt marked for etablering og servicering af master, og vi mener, at vi kan blive skarpere på dette område ved at dedikere indsatsen i en selvstændig organisation,” forklarer Morten Christiansen.

Se også: Sammenlign priser på 3s mobilabonnementer

Kun Oister og 3 bruger i dag 3’s netværk

3’s Site Engineering afdeling har tidligere stået for at etablere og servicere 3’s master og den afdeling er rykket med over i HI3G Networks. I spidsen for det nye selskab står Morten Ekebjærg Petersen, der kommer fra en stilling som Head of Divisional Controlling hos 3.

Morten Ekebjærg Petersen mener, at der er potentiale i at gøre deres master til en selvstændig forretning.

“Vi ser flere muligheder i at udvide forretningen ved for eksempel at tilbyde andre virksomheder plads i vores eksisterende master og øvrige infrastruktur,” siger Morten Ekebjærg Petersen, der er administrerende direktør for HI3G Networks.

I dag er det kun Oister og 3 selv, der benytter 3’s netværk, mens mange flere af de såkaldte MVNO-selskaber som CBB, OK Mobil, Greentel, dukaTale, Velkommen, Telmore, Hallo.dk og så videre benytter enten TDC, Telia eller Telenors netværk. I dag benytter tæt på 20 selskaber for eksempel TDC’s netværk.

Se også: Nyheder om teleselskaber