Salget af Motorola Razr i Danmark udskydes
Da Motorola lancerede deres nye klapmobil Razr tilbage i november lød det, at salget af telefonen i Danmark ville starte den 24. januar, men det udskydes nu til torsdag den 6. februar.
Lige inden jul meddelte Motorola, at salget af Razr i USA blev udskudt på ubestemt tid, fordi de ikke kunne følge med efterspørgslen og det er også samme begrundelse, vi får for, at salget i Danmark nu også udskydes.
Motorola Razr salget udskydes i Danmark pga. for stor efterspørgsel
“På grund af stor global samt lokal efterspørgsel på Razr, kombineret med længere produktionstid end først antaget, er vi nødsaget til at rykke vores salgsstart fra oprindelige 24. januar til torsdag d. 6 februar. Vi beklager forsinkelsen, men glæder os over, at Danmark er et højt prioriteret marked i forhold til lancering og supply”, lyder det fra Motorolas danske landechef Thor Gøtz til mobil.nu.
Til trods for de 13 dages forsinkelse vil Telia, der har eksklusivitet på telefonen her i startfasen i Danmark, forsat være blandt de første operatører globalt til at lancere produktet, selvom salget forsinkes til den 6. februar.
Telia lover samtidig, at de vil begynde at shippe samtlige forudbestillinger allerede i løbet af næste uge.
Se også: Foldbare telefoner i Danmark
Klapformat som i gamle dage
Den nye version af Razr er Motorolas første foldbare smartphone og er designmæssigt inspireret af den originale Motorola Razr klaptelefon fra 2004. I modsætning til for eksempel Samsung Galaxy Fold, der åbnes op ved at slå skærmen til siden som en bog, så åbnes Razr op som en muslingeskal som på klapmobiler i gamle dage.
Den foldbare skærm er på 6,2 tommer, når skærmen er foldet ud.
Se også: Nyheder om Motorola