Ekstra vægt bag rygte: Samsung dropper Galaxy Note-serien

Reuters bakker nu op om det rygte, der kom for et par uger siden, nemlig at Samsung vil droppe Note-serien. Den sælger for dårligt.

Ekstra vægt bag rygte: Samsung dropper Galaxy Note-serien

Samsung Galaxy Note-serie kan være noget af det, der har måttet bukke under for Covid-19. Ifølge Reuters har giganten planer om at afslutte serien på grund af faldende efterspørgsel efter mobiler i den dyreste ende.

Sælger færre Note 20-telefoner end ventet

I sidste måned fortalte sydkoreanske The Elec, at salget af den nyeste Galaxy Note 20, der kom i august, lå under det forventede niveau.

Samsung har også kun produceret omkring 70 procent af de telefoner, de havde regnet med i oktober. Det vil sige 600.000 enheder i stedet for 900.000. Counterpoint Research vurderer, at Samsung vil få solgt totalt set 8 millioner enheder af Note-serien i 2020. Det er blot fire femtedele af det normale for serien.

Se også: Bedste pris på Samsung Galaxy Note 20

Fokus på S-serien og foldbar telefoner

Kilder har overfor Reuters fortalt, at Samsung ikke har nogen planer om at udvikle en ny Note-model til lancering i 2021. Det kunne vi også skrive om for et par uger siden, da flere uafhængige kilder på Twitter var ude og kommentere på dette også. At Reuters nu mener, at de også har belæg for at skrive, at Note-serien er færdig, giver rygterne ekstra vægt.

I stedet er det planen at koble S Pen til andre af selskabets enheder. Den første Galaxy Note-telefon kom i 2011 og har sammen med Samsungs Galaxy S-serie været producentens high-end telefoner og udmærket sig med stylus-koblingen og sin større skærm.

En kilde fortæller, at der i 2021 skal komme både en S-serie og en ny foldbar model fra Samsung, og at de begge kan få understøttelse af S Pen i stedet for Note-serien. En anden kilde antyder, at Samsung dropper Note-serien og i stedet lægger ressourcerne på at videreudvikle de foldbare modeller.

Se også: Nyheder om Samsung