Samsung bruger iPhone til at tweete om Galaxy S21

Så skete det igen: Samsung bruger en iPhone til at tweete om Galaxy S21 Unpacked event. Den slags bøffer har vi set mange gange før.

Samsung bruger iPhone til at tweete om Galaxy S21

De dukker op fra tid til anden disse historier. En Android-producent skal lave lidt opmærksom på et socialt medie og bruger en iPhone til at poste indlægget med. Der er vel ikke den Android-producent, der ikke er faldet i den fælde før og nu gør Samsung det da også igen.

Samsung bruger iPhone til at promovere Galaxy S21

I et indlæg på Twitter om det kommende Galaxy Unpacked event i eftermiddag dansk tid kan man se, at der er blevet brugt en iPhone til skrive det.

Selve tweetet var der ikke noget galt med, det var den sædvanlige omgang om, at der er noget spændende på vej. På opslaget kan man dog se, at det er en iPhone, der er blevet brugt af afsenderen. Det er selvfølgelig ikke verdens undergang, men det er alligevel et træls signal at sende.

 

galaxy s21 tweet fra iphone

Formentlig er det et bureau, Samsung har hyret til at lave den slags indlæg på sociale medier, men mon ikke, der sidder en Samsung-chef et sted og river sig i håret over den fejl.  Tweetet ser dog ud til at være slettet igen.

Se også: Find priser på Samsung Galaxy S21

Sket flere gange gennem årene

Nu vi taler om denne slags bøffer, så har der også været eksempler på sponserede personer, der har tweetet om herlighederne ved Samsungs telefoner fra en iPhone. Tilbage i 2018 blev den russiske skuespiller, tv-vært og journalist Ksenia Sobchak sagsøgt af Samsung for at have brugt en iPhone i offentligheden, selvom hun var betalt for at promovere Samsungs produkter.

Uanset hvad: I eftermiddag klokken 16 dansk tid bliver de nye Galaxy S21 telefoner lanceret. Du kan naturligvis læse alt om dem her på mobil.nu.

Se også: Nyheder om Samsung