Hvis det nu var Samsung, der havde lanceret Apple Watch…

Apple løftede i går sløret for flere detaljer omkring deres nye produkt Apple Watch. Her kom det frem og blev bekræftet, at der nærmest er tale om en mini-smartphone til håndleddet. Der er stort set ikke den ting, uret ikke kan.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Efter lanceringen i går, hører og læser jeg nu fra flere kanter, at det bare lige er sagen, at man kan tale med den, besvare opkald og sende beskeder, at der findes rigtig mange apps og at batteritiden da heldigvis er 18 timer!

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Alt ved Apple Watch er ganske enkelt helt rigtig set af Apple, lyder dommen.

Men lad os skrue tiden tilbage til den gang Samsung lancerede deres smartwatch. Det kunne også rigtig mange ting, havde måske et lidt aparte ur-design, men det kunne rigtig mange ting – men den gang var det bare alt for mange ting.

Oplevelsen var rodet. Det var da også for dumt af Samsung at smide en masse funktionalitet ind i deres smartwatch – det var jo ikke en mini-smartphone til håndleddet, vel? Nej, det var et ur, der først og fremmest skulle gøre ur-ting. Og hvis det ikke kunne give os noget, som vores mobiltelefoner ikke kunne gøre for os, hvad skulle vi så med det skrammel? Sådan lød det fra mange sider.

apple-watch-vs-samsung-galaxy-gear

5 ting Apple roses for, men som Samsung skoses for

Her er i hvert fald fem væsentlige ting, som både Apple og Samsung har gjort – men hvor de fleste synes at mene, at Apples træk er geniale, så var Samsungs træk hovedrystende dumme.

 

Batteritiden

Apple Watch klarer 18 timers brug på en opladning. Det er flot, lyder dommen, for tidligere meldte Apple jo ud, at det kun kunne klare en halv dags brug. Til sammenligning oplyste Samsung, at deres Galaxy Gear kunne klare 24 timers brug på en opladning – det var til gengæld alt for ringe og uret var dømt til at samle støv i skuffen alene på grund af det.

 

Opkald

Man kan besvare opkald direkte fra Apple Watch. Det er li’ godt smart, hører jeg folk sige. Da Samsung tilbød samme mulighed lød dommen, at ingen da gad at stå på gaden og tale ind i sit ur som en anden idiot!

Læs også: Find billig mobilpakke med data.

Apps

Der kommer uhyre mange apps til Apple Watch. Fedt, sådan skal det være, en mini-smartphone om håndleddet – super smart, genialt, jubii! Da Samsung præsenterede 12 apps til deres smartwatch, var det på grænsen til det idiotiske. Hvem i al verden gider glo på en app på en lille bitte skærm? Åbenbart en del Apple-brugere…

 

Kun til egne mobiler

Apple har 100 procent styring over alt, når uret kun virker med iPhone, så derfor kommer det bare til at spille max! Da Samsung annoncererede, at deres smartwatch kun fungerede med udvalgte Samsung-mobiler, var det det samme som at lægge uret i graven med det samme, lød dommen.

 

Prisen

Med moms lander den billigste udgave af Apple Watch (sportsudgaven) på knap 3.000 kroner. Så kan alle være med, forklarede Apple. Skal man have den billige version af rustfritstål-udgaven, skal man slippe cirka 4.700 kroner – det er et kvalitetsur, så det er en rimelig pris! Da Galaxy Gear kom, kostede den omkring 2.500 og det var da godt nok bare en hamper pris, rasede de fleste og dømte et hvert salg ude.

 

Nej, det er ikke altid lige let og retfærdigt i tech-branchen…