Fortnite klar i Google Play – men Epic er stadig utilfredse

Epic gør endelig Fortnite tilgængeligt i Google Play Store og siger, at Googles dominerende position er en ulempe for dem. De håber på bedre vilkår.

Fortnite klar i Google Play – men Epic er stadig utilfredse

For halvandet år siden lancerede Epic Games Fortnite til Android. Men ikke i Google Play Store. Til iOS kom spillet i Apple App Store, men Epic Games prøvede altså at have Android-versionen tilgængelig via sin egen hjemmeside i stedet for Google-butikken. De lader dog til at have skiftet mening på den front. Nu vil de alligevel have spillet i Google Play-butikken, men er stadig utilfredse med Googles vilkår.

Fortnite har det for svært uden Google Play Store

Den første beslutning om ikke at have spillet i butikken handlede om økonomi og den del af overskuddet, som Google får via Play-butikken.

Epic Games har altid udråbt sig selv til at være for åbne styresystemer og har flere gange udtalt, at de hellere opererer på sin egne vilkår end at spille efter et stort selskabs regler. Men nu er de måske alligevel nødt til at tilpasse sig lidt.

I tweetet, hvor Epic meddeler den nye beslutning, henviser de til en længere udtalelse. Her fremgår det, at Googles position, når det gælder app-butik, downloads og alt i den retning, giver dem en ulempe. Fortnite er et af de mest populære spil i verden. Trods den succes tyder udtalelsen på, at de alligevel har svært ved at være et Android-spil uden at have spillet tilgængeligt i Google Play Store.

Se også: Bedste telefoner til gaming

Epic håber Google ændrer sine vilkår

I udtalelsen skriver Epic-repræsentanten, at selskabet håber, at Google i nær fremtid vil ændre på sine politikker omkring den økonomiske del af Play Store. De ønsker det bliver muligt for udviklere at kunne sælge sine apps via åbne tjenester. For eksempel herunder betalingsformer, så alle får lige vilkår.

Mens vi venter på at se, om det kommer til at ske, kan du downloade Fortnite via Google Play Store til de fleste nyere Android-enheder. Vær dog opmærksom på, at det spil, du finder på Play Store, kommer fra Epic Games, Inc. Står der en anden udvikler, er det ikke det officielle spil men derimod noget uofficielt software eller lignende, som man formentlig ikke vil have på sin enhed.

Se også: Nyheder om Fortnite