Skal du betale for Spotify Lossless?
Musiktjenester lover os bedre lydkvalitet ved at opjustere vores abonnement fra et med standardlyd til lossless HiFI-lyd. Det koster bare ret meget at investere i denne opgradering.
Spørgsmålet er derfor, om det reelt giver mening for de fleste brugere. Spotify har nu lanceret Lossless-streaming, som teknisk set giver en markant højere lydkvalitet end den klassiske Premium-version. Problemet er blot, at det ikke nødvendigvis kan høres, medmindre du har det rette udstyr og den rette situation.
Spørgsmålet er, om det svare sig at benytte sig af musiktjenesternes lossless-streaming.
Almindelig bluetooth smadrer lossless-lyd
Spotify Lossless leverer lyd i 24-bit/44.1 kHz FLAC, hvilket i teorien giver en langt rigere lydoplevelse. Men for at få gavn af det kræves tre ting.
Først og fremmest skal du have en smartphone og et sæt høretelefoner, der kan håndtere det. Bedst fungerer det med kablede høretelefoner eller trådløse modeller med avancerede codecs som LDAC eller aptX Lossless. Standard Bluetooth vil nemlig komprimere lyden så meget, at forskellen stort set forsvinder.
Et headset, der understøtter codecs som LDAC eller aptX Lossless koster hurtigt fra et par tusind kroner.
Kræver abonnement med meget data
Dernæst kræver Lossless en solid datatjeneste. Spotify anslår, at en times musik kan bruge op til 1 GB data, altså langt mere end standardindstillingerne, hvor man typisk bruger 80-100 MB data i timen.
Uden et stort dataabonnement kan det hurtigt blive dyrt at streame i højeste kvalitet på farten.
Bedst derhjemme
Endelig er omgivelserne vigtige. De fleste vil ikke høre forskel i toget eller på gaden. Den største gevinst får du i rolige omgivelser derhjemme med gode højtalere eller et par kvalitets-hovedtelefoner.
Spotify Lossless er altså kun pengene værd, hvis du har det tekniske setup, den nødvendige data og tid til at lytte i fredelige omgivelser. Og faktisk er der også et sidste kriterium: Har du overhovedet brug for bedre lyd end den, du allerede får leveret af streamingtjenesterne?
Formentlig ikke. For de fleste vil forskellen være minimal.