Spotify: Apple One er konkurrenceforvridende

Spotify vil have konkurrencemyndigheder til at stoppe Apple One, som de mener er konkurrenceforvridende og skadelig for udviklerne.

Spotify: Apple One er konkurrenceforvridende

Spotify mener, at Apples nye abonnementstjeneste One er konkurrenceforvridende. Apple One samler alle selskabets tjenester og services under én hat til en samlet lavere pris end hvis man køber dem hver for sig.

Det gælder Apple Music, TV+, Arcade, iCloud og Fitness+ samt News. Der er forskellige pakker at vælge mellem, for eksempel ‘Individuelt’ med Apple Music, TV+, Arcade og 50 GB iCloud-lagring for 135 kroner om måneden.

Spotify: Apple One er konkurrenceforvridende – skal stoppes nu

Spotifys anke mod One er, at det skævvrider konkurrencen. Spotify koster 99 kroner om måneden og heraf skal de betale 30 procent i afgift til Apple. Når Apple tilbyder Musik, TV+ og Arcade samt 50 GB lagerplads for samlet 135 kroner om måneden, så er det ikke svært at forestille sig, at brugerne vælger den løsning, når de skal vælge musiktjeneste. Måske det ligefrem får mange nuværende Spotify-brugere til at droppe tjenesten til fordel for Apple Musik.

I en kommentar siger Spotify, at Apple One gør det sværere for konkurrenter til Apples tjenester. De har bedt konkurrencemyndigheder til at handle hurtigt og sætte restriktioner på Apples konkurrenceforvridende opførsel. Hvis Apple slipper af sted med et tiltag som One, så vil det få “alvorlige følger for udviklersamfundet og true vores kollektive frihed til at lytte, lære, skabe og forbinde”, lyder det fra Spotify.

Se også: Guide til de bedste streamingtjenester til musik

Apple: Brugerne kan benytte andre alternativer

Apple lægger ikke skjul på, at One tilbyder god værdi for kunderne og er en let måde at få adgang til selskabets mange tjenester. Brugerne kan sagtens udforske og benytte andre alternativer til alle Apples tjenester, forsvarer de sig med.

Se også: Nyheder om streamingtjenester