Test af Sony Xperia XZ2 – store skridt frem

Test af Sony Xperia XZ2 viser store skridt frem i den rigtige retning for Sony - den er fremragende og en af de allerbedste mobiltelefoner.

Test af Sony Xperia XZ2 – store skridt frem


Sidste jeg testede en XZ-model fra Sony lød overskriften ‘Små skridt frem’ – med Xperia XZ2 tager Sony nogle af de største skridt frem på en mobil i lang tid med en vellykket kombination af højteknologiske og lapraktiske funktioner og særligt kameraet sætter en tyk streg under Sonys evner på den front.

Læs vores test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 herunder.

Sony Xperia XZ2 – bedømmelse

Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 9/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 9/10
Musikkvalitet: 8/10
Samtalekvalitet: 8/10

Samlet karakter: 90/100

mobil topkarakter logomobil anbefaler

Se også: Bedste pris for Sony Xperia XZ2

Læs hele vores store test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 herunder. Men først nogle billeder, vi har taget af Xperia XZ2

. test anmeldelse sony xperia xz2 - teaser test anmeldelse sony xperia xz2 test anmeldelse sony xperia xz2 test anmeldelse sony xperia xz2 test anmeldelse sony xperia xz2

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2

Herunder finder du vores store test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2, hvor vi kommer omkring en række af de vigtigste funktioner på en mobil og bedømmer kvaliteten af telefonen.

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – design

Sony Xperia XZ2 er en glat telefon – lige for at få det på plads. Jeg ville nok sætte et cover på hurtigst muligt, hvilket man i øvrigt bør gøre uanset hvad med dagens telefoner. Sony har gennem de sidste år fået kritik for at holde fast i det, der bliver beskrevet som et kedeligt design, men med XZ2 sker der dramatiske ændringer. Den er Sonys første mobiltelefon med 18:9 skærmformat.

Den har afrundet bagside, hvilket gør, at den ligger behageligt i hånden og i lommen. Fingeraftryksscanneren er flyttet om på bagsiden og sidder nu ikke længere på powerknappen på siden af telefonen som tidligere hos Sony. Her sad den ellers godt og praktisk – nu er den flyttet om på bagsiden som på de fleste telefoner.

Den er dog noget besynderligt placeret ret langt nede på telefonen og den sidder faktisk ikke godt så langt nede – det er unaturligt at sætte fingeren der, hvor fingeraftryksscanneren sidder. Den burde være placeret lige der, hvor kameraet sidder i stedet for.

Xperia XZ2 er støv- og vandtæt og kan være 30 minutter i 1,5 meter dybt vand uden at tage skade. Den er nemlig IP68 certificeret. Telefonen virker meget velbygget og elegant.

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Brugervenlighed

Brugerfladen er Android 8.0 og den er ret barberet ned for Sonys egne ikoner og widgets. Der er et par enkelte Sony-funktioner og -tjenester med, men det er meget lidt og det er skønt, at man ikke skal til at bruge tid på at afinstallere en masse apps og widgets. Man kommer derfor rigtig hurtig i gang med telefonen og i store træk er brugerfladen meget som Android er tiltænkt at være fra Googles side, dog er den visuelt peppet lidt op fra Sonys side fra start. Det kan man dog let ændre.

Fingeraftryksscanneren på bagsiden sidder som sagt af pommern til og er træls at bruge. Jeg kan ikke bare tage mobilen i hånden og sætte fingeren naturligt på fingeraftryksscanneren – jeg skal først skubbe telefonen lidt op, så den ligger længere oppe i håndfladen og det irriterer mig.

Skærmen er 5,7 tommer stor og den øverste fjerdedel af skærmen kan være svær at nå med én hånd, men sådan er det på disse mobiltelefoner med 18:9 skærmformat. Set bort fra fingeraftryksscanneren får man generelt en mobil med rigtig god brugervenlighed.

Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Batterilevetid

Sony har ikke været for gode til det med batterier med høj kapacitet. Høj kapacitet betyder ikke nødvendigvis lang batteritid, der er også software- og hardware-mæssige ting, der spiller ind. Selvom Sonys telefoner har haft relativt svage batterier, når vi kun kigger på antal mAH, så har de haft så gode muligheder til optimering af batteriforbruget, at de alligevel har givet god batterilevetid.

Men det er nu alligevel dejligt, at Sony XZ2 har et batteri på 3.180 mAh – XZ1 havde til sammenligning 2.700 mAh. Kombineret med de mange gode batterisparefunktioner og -indstillinger, der er i Xperia XZ2, har jeg omkring 20 procent batteri tilbage, når jeg går i seng efter en dag med aktivt brug af telefonen. Xperia XZ2 har lynopladning, men den er ikke lynende hurtig til at lade op. Den bruger godt 2 timer på at lade fra 0-100 procent.

Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Skærm

Skærmen på Xperia XZ2 er på 5,7 tommer med fuld HD+-opløsning – det vil sige 2.160 x 1.080 pixel. Sony benytter som vanlig en række af deres egne skærmteknologier som Bravia og X-Reality til mobiltelefoner, der giver mere spræl i farverne. Samtidig understøtter skærmen også HDR-video og video, der ikke er i HDR, kan telefonen konvertere om, så den næsten bliver som HDR – det gælder også streamet video fra for eksempel Netflix. Det er en fin detalje og unik mulighed på Xperia XZ2.

Du kan også manuelt indstille farveskala, kontrast og hvidbalance og du kan også aktivere en funktion til forbedring af videobillede med tydeligere og skarpere billede. Det aflange skærmformat, 18:9, som Xperia XZ2 kommer i, egner sig særligt godt til film og også til spil.

Se også: Mobiltelefon med bedst skærm

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Kamera

Sony Xperia XZ2 fik ikke det dual kamera, som mange nok sukkede efter, men det skal du faktisk ikke være ked af, for man kan sagtens få de bokeh-effekter alligevel, som en mobil med dual kamera kan give. Det sker via en af Sonys egne kamera-apps og bokeh-effekten sker altså via software-bearbejdning – men som vi kan se herunder, så ser det rigtig flot ud alligevel.

Kameraet er på 19 megapixel på hovedkameraet,blænde F/2.0 og der er EIS, HDR og meget mere. Brugerfladen kommer i to udgaver – en simpel til dem, der bare vil benytte auto-indstillingerne til at tage billeder med – og autoindstillingerne er fremragende på XZ2 – og så er det også en mere pro brugerflade, hvor man kan justere kameraindstillingerne helt som man ønsker det.

Som en ny og helt unik funktion på en mobil har XZ2 også videokamera, der kan optage i 4K HDR samt optage videoer med super slowmotion med 960 billeder i sekundet i fuld HD. Ingen andre telefoner på markedet kan de to ting.

Her under kan du se en række billeder taget med Xperia XZ2 i forskellige situationer.

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Landskabsbillede taget med Xperia XZ2. Skarpt billede med mange flotte detaljer og farverne gode og naturlige. Den håndterer mørke og lyse partier rigtig godt.

test af kamera sony xperia xz2 landskab

 

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Makrobillede. Med software og en app kan man tage virkelig flotte billeder med bokeh effekt, selvom telefonen ikke har dual kamera. Flot sløring af baggrunden.

sony xperia xz2 bokeh

 

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Mørke med fotolys. Med fotolyset i brug får man helt fine billeder taget i mørke med god farver, detaljer og fin skarphed i billedet.

test af kamera sony xperia xz2  mørke med fotolys

 

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Mørke uden brug af fotolys. Vi kan tydeligt se, hvad der er på billedet og farverne er også lette at skelne fra hinanden, selvom rummet er meget mørk og vi tager billedet uden brug af fotolys.

test af kamera sony xperia xz2 mørke uden fotolys

 

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Portræt. XZ2 har ikke dual kamera men med app og softwarebearbejdning tager den alligevel virkelig flotte portrætbilleder med flot sløret baggrund.

sony xperia xz2 anmeldelse test kamera portræt

 

Sony Xperia XZ2 – test af kamera: Selfie. Selfies klarer Xperia XZ2 godt – den tager godt med lys ind og giver skarpe detaljer og korrekte farver

. test af kamera sony xperia xz2  selfie

Sony Xperia XZ2 – test af videokamera: Super slowmotion med 960 billeder i fuld HD. Som noget nyt kan Xperia XZ2 optage video i super slow motion (960 fps) med fuld HD. Tidligere var det kun i HD – lige som Samsung Galaxy S9 i øvrigt også kun kan.

Se også: Mobiltelefoner med bedst kamera

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Hastighed i brugerflade

Sony Xperia XZ2 har Snapdragon 845 processor og 4 GB RAM og med Android 8.0 får man en virkelig hurtig brugerflade, hvor man bare stryger gennem menuerne, og apps og spil åbnes hurtigt. XZ2 kommer med 64 GB hukommelse + plads til hukommelseskort op til 400 GB.

Med tiden skal det ikke udelukkes, at hardcore mobilbrugere kan presse telefonens ydeevne, men med en kombination af Snapdragon 845, 4 GB RAM og Android 8.0 bør man være sikret en hurtig mobil de næste par år frem i tiden.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Datahastighed

Sony XZ2 har 4G Cat 18, hvilket giver åndssvagt hurtig 4G med 1,2 Gbit/s til download og 200 Mbit/s til upload. Ingen af de danske netværk opererer med så høje hastigheder, men du er i hvert fald sikret en lynende hurtig 4G-mobil de næste mange år med Xperia XZ2.

Se også: Telefoner med hurtig 4G

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Spil

5,7 tommer kombineret med Snapdragon 845 og 4 GB RAM + den vildt fede skærm gør XZ2 til et brag af en spillemaskine.

Lyden til spil er også god og så er det skønt, at højtalerne er placeret, så man ikke dækker for dem med hænderne, når man spiller med telefonen i liggende tilstand.

Se også: Bedste mobiltelefon til spil

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Musikkvalitet

Xperia XZ2 har to højtalere, der peger ud mod brugeren. Det giver bare en bedre lyd, når man bruger telefonens højtalere til at lytte til musik med og det er muligt at justere lyden ret meget med lydindstillingerne på telefonen, så også musik på YouTube kan lyde ganske fint på telefonens indbyggede højtalere.

Der kan skrues godt op for lyden uden den bliver skinger. Bruger man headset, er det muligt at forbedre lyden markant og få HD-lyd ud af lavt opløst musik.

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Samtalekvalitet

Sony Xperia XZ2 virker til at have en fin og stabil mobilforbindelse både på tale og data. Lyden er god og klar og jeg kan også cykle eller gå uden for i blæst, uden at det skaber nævneværdige støjgener i den anden ende. XZ2 understøtter samtaler over 4G til bedre lydkvalitet og dækning.

Se også: Mobiltelefoner med god antenne

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – Pris

Sony Xperia XZ2 har lige nu en bedste mindstepris hos teleselskaberne fra cirka 5.600 kroner med abonnement i 1 måned.

Se de bedste priser for Sony Xperia XZ2.

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Sony Xperia XZ2 uden abonnement står fra cirka 5.600 kroner. Der kører lige nu en vanvittigt tilbud på Huawei Mate 10 Pro til 3.700 kroner, men den har normalt en pris på omkring 5.100 og set i det lys er prisen på Sony Xperia XZ2 rigtig fin (Mate 10 Pro kostede 6.000 kroner og Galaxu S9 koster fra cirka 6.200 kroner). XZ2  er faktisk ikke i butikkerne endnu, kan dog forudbestilles, og den kan nå at falde i pris, inden salget rigtig starter den 6. april.

Det er også værd at have med, at hvis man forudbestiller XZ2 senest den 5. april, så får man et Sony headset med i købet til værdi af omkring 1.500 kroner. Det gør XZ2 til et super godt køb.

Ser vi på prisen uden headsettet inkluderet er der stadig tale om et fantastisk godt køb. Sony har oppet sig på stort set alle de kritikpunkter, vi tidligere har kunnet rette mod deres telefoner og Xperia XZ2 har nu flot tidsvarende design, kraftigere batteri og et kamera, der giver samme muligheder som de dual kameraer, der sidder på mange andre telefoner i dag.

Sony Xperia XZ2 er ganske enkelt en af de allerbedste telefoner på markedet lige nu – og så er den faktisk billigere end de fleste andre nye topmodeller.

 

For:

  • Designet
  • Kameraet
  • Hurtig brugerflade

Mod:

  • Glat materiale
  • Ingen FM-radio
  • Batteriet kunne godt have været en tand kraftigere

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ2 – specifikationer og funktioner

  • Mål: 153 x 72 x 11,1 mm
  • Vægt: 198 gram
  • System: Android 8.0
  • Processor: Snapdragon 845, otte kerner (4×2,7 GHz og 4×1,7 GHz
  • Skærm: 5,7 tommer, fuld HD+ med 2.160 x 1.080 pixel, skarphed på 424 ppi
  • RAM: 4 GB
  • Indbygget hukommelse: 64 GB, plads til hukommelseskort op til 400 GB
  • Batteri: 3.180 mAh med quick charge
  • Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G)
  • Kamera: 19 megapixel, EIS, Predictive Hybrid Autofokus, fotolys, blænde F/2.0
  • Frontkamera: 5 megapixel, F/2.2
  • Video: 4K HDR, super slow motion med 960 fps
  • Tilslutninger: USB Type C, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja

Se også: Test af Sony Xperia XZ2