Supertest: Få bedre kalender til din Android

Kalenderen er ofte forbløffende dårlig, når du køber en Android-mobil. Så det er bare med at finde bedre alternativer – dem finder du her. Vi har testet mange!

Supertest: Få bedre kalender til din Android

_ Calengoo_

Calengoo

Der er ikke noget gratis alternativ til Calengoo. Ingen reklameversion, ingen lightversion, ingen gratis prøveperiode. Vil man prøve Calengoo uden at betale omkring 35 kroner, er man henvist til de 15 minutter, man har til at fortryde sit køb på Android Market.

Det afskrækker nok de fleste fra at prøve Calengoo, og det er ret synd, for det er et rigtig godt kalenderalternativ.

Oversigterne er traditionelle: dag, uge, måned og agenda. Månedsoversigten kræver et skarpt syn, hvis man skal kunne læse teksten på enkelte hændelser.

På den anden side kan man ligesom med Touch Calendar bruge to fingre til at zoome ind og ud og panorere rundt i månedsoversigten. Derimod mangler jeg pop-up-vindue med hændelser, når man markerer en dag.

calengoo

Uge- og dagsoversigterne udmærker sig ved deres rene, enkle og tydelige præsentation. Store faner gør det let at skifte mellem oversigterne, samtidig med at det blokerer en del af skærmen fra det vigtige, selve kalenderen. Agendaoversigten er funktionel uden at udmærke sig.

Befinder man sig i dagsoversigten og vender telefonen til horisontal position, får man en speciel ugeoversigt, som jeg nærmest vil beskrive som skrækindjagende.

Heldagshændelser og tidsbestemte hændelser vises overlappende på forskellige ledder på en måde, som man nok kun kan opfatte som genial eller komplet vanvittig.

Calengoo har også en huskeliste, som man kan synkronisere med Google Tasks. At tilføje noget i kalenderen foregår med store, tydelige felter, som jeg synes er lidt bedre end standardkalenderen.

Der er rigtig mange widgets at vælge imellem, til alle slags oversigter og størrelser, hver og en med sine egne indstillingsmuligheder. Jeg kan især godt lide ugeoversigten med sine pile til at klikke rundt med.

Plus også for, at man faktisk kommer til den dag, man peger på, når man klikker på widgetten.

Pris: Cirka 35 kroner
Karakter: 8/10