Test: Fede og ufede spil til iPhone, Android og Windows Phone

Vi har igen kæmpet os igennem en masse spil til iPhone, Android og Windows Phone. Se hvilke vi anbefaler, og hvilke vi ikke kan lide.

Test: Fede og ufede spil til iPhone, Android og Windows Phone

Where’s my Perry

Where’s my Perry er et sjovt lille tidsfordriv signeret Disney. Præcis som forgængeren Where’s my water, minder spillet en hel del om Angry Birds i formen. Spillet går ud på, at man skal forsøge at lede en masse vand gennem forskellige forhindringer for at opbygge tilstrækkeligt med tryk, så man kan nå agenten Perry, der er spillets hovedperson, og transportere ham videre til næste bane fra det bur, han befinder sig i.

Lyder det skørt? Det er det, men det er også sjovt. I spillet bliver man bekendt med vand i både rindende, flydende og fordampet form, og nogle gange skal man forvandle vandet fra en form til en anden for at kunne løse banens puslespil. Spillet er både tilgængeligt i en gratis prøve-version med en håndfuld baner og reklamer og i en betalingsversion, hvor man har adgang til omkring 80 baner.

Præcis som Angry Birds, er Where’s my Perry et spil, man lærer på et par sekunder, og sværhedsgraden, der tilbydes i de mange levels, er varierende. Nogle gang kan man sidde fast rigtig længe på en bane, inden man får en a-ha-oplevelse, når man endelig indser, hvor let det egentlig er at komme videre. Der skal til tider en hel del tålmodighed til for at komme videre til spillets sidste levels.

wheres my perry

Den Disney-agtige grafik i spillet har ret mange komiske indslag. Hvis man for eksempel peger på Perry, mens han står i sit bur ved siden af banen, gør han utallige mislykkede forsøg på at komme ud af det bur, han er låst ind i. Også i spillets menuer kan man få uventede ting til at ske ved at pege på forskellige elementer i grafikken. For børn eller voksne med lidt nysgerrighed og pilfingerhed tilbage, giver dette lidt ekstra krydderi til spillet.

Handlingen i spillet går ud på at bekæmpe en ond doktor. Det er hverken særlig originalt eller noget, man behøver bekymre sig det mindste om for at kunne værdsætte spillet i øvrigt.

Er man blevet træt af Angry Birds og vil have et lignende lettilgængeligt tidsfordriv på sin telefon, er Where’s my Perry et alternativ, der er værd at prøve.

Navn: Where’s my Perry?

Pris: 7 kroner

Karakter: 7/10

Til: iOS, Android, Windows Phone