Microsoft forventes at komme med Lumia 650

Lumia 650 er næste mobil med Windows 10 Mobile fra Microsoft - den kan også blive den sidste i Lumia-serien.

Microsoft forventes at komme med Lumia 650

Der er ikke så lang tid til Mobile World Congress i Barcelona, hvor vi typisk ser en række annonceringer fra de forskellige mobilproducenter. MWC, som begivenheden i Barcelona også kaldes, afvikles i slutningen af februar. Microsoft gider dog tilsyneladende ikke at vente så lang tid og de skulle angiveligt komme med en ny mobil allerede den 1. februar, nemlig Lumia 650.

Kilder med kendskab til Microsofts planer forklarer, at lanceringen kommer til at ske uden den store ståhej. Når man ser på de specifikationer, som Lumia 650 menes at få, forstår man det for.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner med Windows 10 Mobile

Specs for Lumia 650

Skærm på 5 tommer med HD-opløsning, en Snapdragon 210 processor, 1 GB RAM, 8 GB indbygget hukommelse med plads til microSD og et kamera på 8 megapixel. Det er specifikationer, der ligger tæt op af low-end-mobiltelefoner, men den rygtes dog at få et karosseri i en blanding af metal og mat plastik på bagsiden.

Prisen er ikke oplyst, men vi gætter på en dansk pris omkring 1.500 kroner.

Se også: Test af Lumia 950

 

Sidste Lumia-mobil – nu kommer Surface-mobilerne

Samtidig lyder det også, at Lumia 650 bliver den sidste Lumia-mobil fra Microsoft, da Microsoft eftersigende i stedet vil fokusere på en helt nye mobilserie med navnet Surface.

Se også: Nyheder om Windows 10