Du kan importere iOS-data med Android 7.0 Nougat
Det har altid været et af Androids specialiteter at gøre det let at skifte fra én Android-enhed til en anden uden problemer og besvær. Skifter du fra iOS, der jo har en helt anden opsætning af apps og tjenester, kan det være en hel del mere indviklet.
Samsung og andre producenter har lavet forskellige redskaber, så du for eksempel kan importere iTunes, men det er ikke en fælles ting for Android-enheder. Nu vil Google i og med Android 7.0 Nougat gøre det lettere for os.
Se også: Priser på de bedste Android-mobiler
Hvordan skifter man fra iOS til Android?
Når du går i gang med din nye Android-enhed for første gang, får du tre valgmuligheder. Du kan enten importere fra en anden Android-enhed i nærheden, oprette din enhed fra din Google-konto eller importere data fra en iPhone eller iPad.
Den sidste proces er dog ikke automatisk. Det, du får, er de redskaber, du skal bruge til at importere data, tjeneste efter tjeneste.
Du skal gå ind på android.com/switch i Safari på din gamle iOS-enhed. Derfra er der links til Google apps til iOS – til musik Google Play Music iOS-appen, til billeder Google Play Photos iOS-appen og så videre.
Du bliver også instrueret i, hvordan du synkroniserer kalender og kontakter fra iOS-enheden med Google-kontoen. Efter at have downloadet og installeret alle iOS-appene og konfigureret den rigtige Google-konto i dem, skal du sætte dem til at lave backup af deres data i hver enkelt apps indstillinger, så det bliver gemt i deres Google-konto.
Når du så logger ind på den samme konto med din nye Android-enhed, er alt din data tilgængeligt der.
Se også: Priser på iPhones
Lidt besværlig proces
Det fungerer, men det kan sagtens gøres bedre. Du får ganske vist alt dit data med dig, men der er et hav af trin i processen, og det kunne snildt være lettere. Det smarteste ville være, hvis Google havde én enkelt app til iOS, der kunne det samme som Apples Move to iOS-app, der flytter al information på én gang – billeder, musik, kontakter, kalender og e-mail.
Måske kunne appen endda lave en liste over alle de apps, der er installeret på iOS-enheden og derefter søge efter de tilsvarende apps i Google Play Store, så du kun skal acceptere eller afvise installationen af hver app.
Men selvom den nuværende løsning ikke er perfekt, og der er plads til forbedringer, gør det da i det mindste lettere at skifte til Android fra iOS og stadig beholde det meste af ens data.
Se også: Nyheder om Android