Freedome: Beskyttelse mod sporing og virus som alle kan finde ud af at bruge

VPN-appen Freedome giver dig beskyttelse ved surfing og lidt til.

Freedome: Beskyttelse mod sporing og virus som alle kan finde ud af at bruge

Sikkerhedsselskabet F-Secure står bag Freedome, en ny VPN-app (virtuelt privat netværk) til iOS og Android, der lover at beskytte din dataintegritet. Med Freedome behøver du altså ikke være bange for indtrængning, når du surfer på et åbent Wi-Fi-net, heller ikke virus, phishingangreb eller nogen form for sporing med et reklameformål for den sags skyld.

For at gøre dette opretter Freedome et VPN, som ingen andre end du har adgang til. Al trafik sendes så i krypteret form til en af F-Secures servere, hvor det filtreres, og alt skadeligt blokeres. Man kan tilmed vælge hvilken server, du sender trafikken til.

På nuværende tidspunkt kan man vælge mellem Finland, Tyskland, Storbritannien og USA, men i løbet af andet kvartal – formentlig i april – vil F-Secure også tilføje Danmark som mulighed. Værd at notere er, at Freedome ikke gemmer din datatrafik. Du behøver heller ikke oprette en konto for at komme i gang med tjenesten.

Tre typer beskyttelse

Med Android tilbydes du tre forskellige typer beskyttelse. Den første er rettet mod sporing, det vil sige beskyttelse mod hackere, annoncører og firmaer i almenhed, der sporer dit data. Når du besøger en webside eller bruger en app, der forsøger at spore dit data, skjules din IP-adresse og cookies samt spionprogrammer blokeres. Den anden beskyttelse er rettet mod skadelige sider og den tredje skadelig kode, det vil sige virus.

Det er let at komme i gang med Freedome i Android-telefonen: Du downloader appen, så er du i gang. Vil du skifte serverland, vælger du det nye land i en særlig menu, så er det gjort.

Prissammenligning: Bedste pris 20 mest populære mobiler

Enkelt og intuitivt

Brugerfladen er enkel og intuitiv, og antallet af funktioner er begrænset, hvilket i denne forbindelse er positivt. Du kan vælge, om beskyttelsen skal være slået til eller fra ved at dobbeltklikke på midten af skærmen på det, F-Secure kalder ”the dome” (deraf Freedome).

Vil du se telefonens beskyttelsesstatus, stryger du nedad, stryger du opad, får du beskyttelseshistorikken, det vil sige det, appen har blokeret, samt hvor meget trafik, der er filtreret. For at spare på batteriet, deaktiveres Freedome, når du ikke aktivt bruger internettet.

Det er positivt, dog ikke noget, vi har kunnet tjekke. Vi har i hvert fald ikke registreret, at appen påvirkede batteriforbruget negativt.

Blokering af sporingsforsøg

Da vi tester Freedome i Android og tjekker beskyttelseshistorikken, har appen opdaget 15 sporingsforsøg efter et minuts nyhedslæsning på eb.dk, 38 efter yderligere et minut på bt.dk og sammenlagt 81 efter yderligere et minut på tv2.dk.

En søgning på Google får antallet til at stige til 92 forsøg. Det er dog lidt uklart, hvad der anses for at være sporingsforsøg eller angreb, men det føles alligevel trygt at vide, at der bliver sporet mindre data. Surfoplevelsen er ellers den samme.

Der er yderligere en funktion, udover selve den beskyttelse, der udloves, der gør Freedome til en brugbar app, og det er muligheden for at vælge serverland. Ved at vælge for eksempel USA kan man bruge tjenester, der ellers ikke kan bruges uden for USA, eksempelvis videotjenesten Hulu.

Lidt mere indviklet med iOS

Har du en iPhone eller en iPad, får du kun to af de tre typer beskyttelse: beskyttelse mod sporing samt mod skadelige sider. Virus er i og for sig ikke et stort problem for smartphones i dag, uanset platform.

Det, vi mærker, da vi kører samme eksperiment som med Android-telefonen, er, at antallet af sporingsforsøg er færre, 7 efter et minuts surfing på eb.dk, 23 efter yderligere et minut på bt.dk og sammenlagt 50 efter surfing på tv2.dk. Man skal dog ikke helt gå ud fra denne helt uvidenskabelige stikprøve og drage konklusioner om henholdsvis Androids og iOS’ styrker og svagheder, når det gælder sporing.

Derimod oplever vi, at surfhastigheden på en iPhone bliver betydeligt lavere, når Freedome er på. Derudover er det lidt mere besværligt at komme i gang, skifte server og lukke VPN-appen. Man skal nemlig til hver enkelt funktion downloade og installere en ny profil. Processen kræver ingen teknisk viden og klares fint af Freedome, men det bliver alligevel til en række trin, man kan leve uden.

Til såvel Android som iOS kan man prøve appen gratis i en uge.

FAKTA

Navn: F-Secure Freedom VPN

Styresystem: Android, iOS

Pris (Android): 33 kr/måned alt. 209 kr/år

Pris (iOS): 33 kr/måned alt. 209 kr/år

Karakter: 7/10