Afsløret: Her er opdateringsplanen for Windows Phone

Knap er Windows Phne 8.1 blevet lanceret inden de første detaljer om kommende versioner er dukket op.

Afsløret: Her er opdateringsplanen for Windows Phone

Windows Phone 8.1 blev præsenteret i sidste uge og indeholder en række tiltrængte nyheder, men nye informationer viser, at Microsoft ikke kommer til at ligge på den lade side fremover.

Det er Windows Phone Central, som dels citerer anonyme kilder, dels en Reddit-bruger, som skulle have været ansat hos Microsoft gennem 15 år.

De oplyser, at der kommer to mindre opdateringer til Windows Phone i løbet af 2014, inden den næste store opdatering kommer, hvad enten det så bliver Windows Phone 8.2, 8.5 eller 9. Den næste store opdatering kan måske endda komme allerede inden for et års tid.

Der er også informationer om, hvilke nyheder der kommer fremover. Blandt skulle man kunne ringe videosamtale med andre apps end Skype og sende sms med andre apps end standard-appen. Sidstnævnte dukkede allerede op i udviklerkittet til Windows Phone 8.1, men kom altså ikke med den udgave af systemet.

Filhåndtering i telefonen skulle også være under udvikling, men skulle angivelig først komme med den næste store opdatering.

En anden funktion skulle være ’Forstyr ikke’-tilstand, hvor vigtige personer skal kunne komme igennem, selv om man har valgt denne tilstand.

Ringer en udvalgt person for eksempel tre gange i træk, skulle vedkommende kunne komme igennem.

Microsoft skulle også være i gang med at udvikle et nyt system, hvor man kan styre telefonen med bevægelser, lidt i stil som med Xbox One. Denne del skulle dog ikke blive tilgængelig før til næste år.