Ny smartphone-producent klar til Danmark: Vi vil ændre markedet som Onfone
Danske Frank Jensen står bag roret hos Kazam, når de senere på måneden lancerer nye smartphones i Danmark og Norden.
Og han lover, at Kazam vil bringe smartphones ind på det danske marked til priser der ligger op mod 40 procent under priserne hos konkurrenterne. Selv LG og Huawei skal stå tidligt op, hvis de skal følge med Kazams priser, fortæller Frank Jensen, COO og VP Nordics, til mobil.nu, da vi mødte ham i fredag i København.
”De næste 3-5 år sker der et skred i markedet prismæssigt. Vi vil for alvor sætte gang i den proces. Det er det samme som Onfone gjorde for to-tre år siden med at ændre priser og strukturer på markedet.
Vores telefoner starter pænt under 1.000 kroner. Så får man en rigtig god telefon. Når man sammenligner prisen på vores topmodeller, vil de ligge på 55-60 procent af prisen for topmodellerne hos konkurrenterne”.
Frank Jensen fortsætter: ”Vi skal simplificere tingene – value for money. Vi vil ikke være de første med nye teknologier, men vi vil komme 2-3 måneder senere. Vi følger udviklingen, men en postgang senere” og han lover, at man trods den betydeligt lavere pris vil få en smartphone, der kan det samme som de langt dyrere konkurrenter.