Sony har præsenteret Xperia Z Ultra med 6,4-tommer skærm

Med Xperia Z Ultra har Sony formået at lave både verdens tyndeste og største smartphone med en kæmpe fuld HD-skærm. Den byder desuden på den hidtil hurtigste processor i en smartphone.

Sony har præsenteret Xperia Z Ultra med 6,4-tommer skærm

Sony har i dag introduceret den nye Xperia Z Ultra, der på mange måder minder om den nuværende Xperia Z i større format og med flere hestekræfter under motorhjelmen. Ligesom de øvrige modeller i Z-serien, er den nye Xperia Z Ultra både støvafvisende og vandtæt. Hvis man skulle få lyst, kan man altså nyde en film i fuld HD under vandet.

Skærmen i Xperia Z Ultra er på 6,4 tommer. Det er et såkaldt Triluminos Display, og man benytter endnu en gang teknologi fra Sonys Bravia-serie af fjernsyn til at levere flotte farver på skærmen. Sony fortæller desuden, at man kan tegne på skærmen med en almindelig blyant eller pen, så længe den har en kapacitiv spids på over 1 millimeter.

Desuden kommer Xperia Z Ultra med den hidtil hurtigste processor i en smartphone, nemlig Qualcomms Snapdragon 800. Det er en 2,2 GHz quad-core processor og den er markant hurtigere end øvrige nuværende alternativer. Snapdragon 800 inkluderer desuden LTE og mulighed for HD Voice, så man kan føre klare og tydelige telefonsamtaler uden baggrundsstøj.

LÆS OGSÅ: Nu bliver Xperia Z opdateret til Android 4.2.2

Kameraet er på 8 megapixels, og byder på en Exmor RS-sensor. Der er desuden HDR-tilstand til både billede- og videooptagelse.

Styresystemet i Xperia Z Ultra er Android 4.2. Modellen måler 179,4 x 92,2 x 6,5 millimeter og har en kampvægt på 212 gram. Batteriet er på 3000 mAh og telefonen byder desuden på Sonys Battery STAMINA Mode, der bidrager yderligere til gode batterilevetider.

Sony har endnu ikke løftet sløret for den forventede pris eller lanceringsdato, men et gæt vil være at den kommer til at koste i omegnen af 5.000 – 5.000 kroner uden abonnement, og at den kommer i årets tredje kvartal.

GALLERI: Masser af billeder af Xperia Z Ultra