Undersøgelse afslører: Forældre overvåger deres børns færden på Facebook

Ny undersøgelse afslører, at 25 procent af forældre med børn mellem 11-15 år overvåger deres børns færden på for eksempel Facebook.

Undersøgelse afslører: Forældre overvåger deres børns færden på Facebook

En undersøgelse fra tidligere i år viste, at tre ud af fire børn mellem 11 og 15 år har egen mobiltelefon og at børn typisk får en mobil, når de er ni år.

En ny undersøgelse fra YouGov og Telia viser dog, at danske forældre bekymrer sig om forbrug og sikkerhed, når børnene får adgang til internettet.

Undersøgelsen har spurgt til, hvilke bekymringer forældrene har, når børnene via computer, tablets og ikke mindst smartphones slippes løs på internettet samt chat og sms.

Undersøgelsen viser, at forældre til børn i aldersgruppen 11-15 år er mest bekymrede for, at børnene skal komme i kontakt med voksne, der har skumle hensigter, at de skal opleve mobning på sociale medier samt at barnet oparbejder en stor mobilregning, for eksempel i forbindelse med køb via spil/apps.

Telia har i samme ombæring spurgt forældre til unge mellem 11-15 år, hvordan de selv sørger for at sikre deres børns færden op nettet. 80 procent af alle forældre til unge mellem 11 og 15 år har talt med deres børn om fornuftig netadfærd og op mod 25 procent af forældrene overvåger børnenes færden på nettet, bl.a. på Facebook.

15 procent af forældrene har sat filter på netbrowseren for at blokere anstødeligt indhold.