Guide: Backup af alt inden opdatering

Det vælter ud med Android-smartphones og tablets, og det vælter jo også ud med opdateringer til dem – vi guider til, hvordan du opgraderer til nyeste Android-version uden at miste alt indholdet på telefonen.

Guide: Backup af alt inden opdatering

_MyBackup Pro – til alle_
MyBackup Pro – til alle

Kvalitet koster, og det gør MyBackup Pro også, knap 28 kroner. Men det er nu pengene værd, og det er da for dumt ikke at have den bedste backup-løsning til ens dyrt indkøbte smartphone, der jo er spækket med alt muligt, som man bare ikke har råd til at miste.

MyBackup Pro laver backup af stort set alt på din Android, lige fra kontakter, sms’er, mms’er, alarmer, ord, man selv har oprettet i telefonens ordbog, til skærm-widgets og genveje. Den laver også backup af apps, men desværre også kun dem, der understøtter Googles backup-funktion.

Appen er let at bruge. Man starter den ganske enkelt bare op og trykker på Backup.

MyBackup Pro

Her kan du så vælge, hvilken type indhold man vil lave backup af. Du bliver også bedt om at vælge, om du vil gemme lokalt på et hukommelseskort eller i skyen på MyBackups servere.

Det smarte ved MyBackup er, at man kan sætte den til automatisk backup med faste intervaller. For eksempel hver dag klokken 12 eller en gang om ugen.

Skifter du mobil og skal have gang i alt dit indhold igen på den nye sag, så skal du installere programmet og vælge ”Restore”. Så gendannes alle dine filer og apps.

MyBackup kan dog ikke gemme alt, men kombinerer du den med den indbyggede backup i Android, så får du en rigtig god løsning.