iPhone 7 – et kig på hvad vi har i vente af næste iPhone
iPhone 7 bliver den næste store iPhone-lancering fra Apple. Der går allerede mange rygter om iPhone 7 og iPhone 7 Plus, vi forventer naturligvis, at den kommer i to størrelser igen, en med skærm på 4,7 tommer og en med skærm på 5,5 tommer.
Men hvad kan vi ellers forvente af den nye iPhone 7, der ventes at blive præsenteret til september og klar til salg i september eller oktober?
Vi ridser her op, hvad vi kan forvente af funktioner og specifikationer for iPhone 7 og iPhone 7 Plus, samt hvornår de er klar til dansk lancering og hvad den danske pris lander på.
Se også: Sammenlign priser på iPhones
iPhone 7 / iPhone 7 Plus – funktioner og specifikationer
Design
Apple spås, lige som konkurrenterne, at få et svært 2016, når det gælder salgsvolumen. Kommer Apple derfor med et design til iPhone 7, der ligner iPhone 6S, så vil det formentlig ikke hjælpe på salget. Derfor tror vi på et noget anderledes design, der kan få nuværende ejere af de nyeste iPhones til at skifte til den nye iPhone 7.
Det passer også fint med trenden hos Apple, der siger nyt design, når der kommer et nyt nummer på iPhone.
Rygterne siger en meget tynd og et helt anderledes design på iPhone 7. Samtidig forventer mange også, at den bliver vandtæt på samme måde som Sony Xperia-modellerne er det – selv headset-indgangen og opladerstikket hos Sonys mobiler er vandtætte uden brug af dæksel.
Selvom designet siges at blive meget anderledes på iPhone 7, så skal man ikke sætte næsen op efter et fuldstændig radikalt udtryk. iPhone er et masseprodukt og kan ikke tillade sig at skeje for meget ud.
Vi tror dog, at Apple vil udnytte fronten bedre til skærmen, så skærmen fylder mere. I dag er der meget plads over og under skærmen – ved at udnytte fronten bedre til skærmen, vil Apple kunne gøre selve telefonen mindre.
Skærm
Får vi endelig en iPhone med safirglas med iPhone 7? Det vil jeg se, før jeg tror på det – rygterne om safirglas på iPhone har været længe undervejs, men vi mangler stadig at se det.
Det vil dog være et godt tidspunkt at lancere safirglas til iPhone på. Safirglas er mere hårdfør end Corning Gorilla Glass og vil formentlig kunne overbevise nye brugere om at købe iPhone frem for Android og Windows 10 mobiler.
Der spekuleres i, at skærmen vil dække hele fronten på iPhone 7 – så vidt tror jeg ikke, det kommer, da det vil være risikabelt af Apple at introducere en ny skærmteknologi.
Når vi taler opløsning, går snakken på 2K eller endda 4K-opløsning. Den tror jeg heller ikke på. iPhone 6S har ikke engang fuld HD-opløsning, så det vil være næste skridt for Apple. Grundlæggende har langt de fleste ikke behov for 2K eller 4K-opløsning på mobilskærmene – ikke endnu i hvert fald.
Brugerflade
iPhone 7 kommer naturligvis med næste udgave af iOS, nemlig iOS 10. Hvilke nyheder, der kommer med iOS 10, kommer vi til at høre mere om på WWDC 2016, der formentlig løber af stablen til juni.
Kamera
Der skete et stort spring med kameraet i iPhone 6S: 12 megapixel og Live Photo var blandt nyhederne. Det var dog kun iPhone 6S Plus, der fik optisk billedstabilisering – det forventer vi kommer i både iPhone 7 og iPhone 7 Plus.
Ellers tror jeg ikke, vi vil ser flere megapixels med iPhone 7. Apples historik viser, at de holder sig til samme kamerateknik i lang tid, inden de smider nyt på bordet.
Formentlig vil de arbejde på en lavere aperture, bedre teknik til billeder i mørke og bedre selfie-kamera.
RAM, processor og hukommelse
iPhone 7 får næste generation af Apples egen processor, nemlig A10 og det måske med 6 kerner mod de to kerner i dag. Den bliver formentlig de her 30-40 procent hurtigere og kraftigere end forgængeren, sådan er det stort set altid, når der kommer en ny processor fra Apple.
Vigtigere er det nok, at A10 processoren også vil være mere strømbesparende og dermed sikre længere batteritid til iPhone 7.
iPhone 6S fik 2 GB RAM mod 1 GB RAM i tidligere iPhones – kan vi forvente, at der kommer 4 GB RAM med i iPhone 7? Ja, det synes jeg godt vi kan tillade os at sætte næsen op efter.
Mange havde forventet/håbet, at den mindste iPhone 6S kom med 32 GB hukommelse og ikke de 16 GB som hidtil. Man kommer ikke langt med 16 GB (de 4 GB går til styresystemet, så reelt er der kun 12 GB). Men det skete ikke og jeg forventer, at Apple holder sig til de 16 GB som mindste version af iPhone 7. Apple sælger nemlig rigtig mange iPhones med 16 GB, så brugerne må være godt tilfredse med det.
Nogle taler om, at iPhone 7 kan komme med 256 GB hukommelse som største udgave – den tror jeg heller ikke på. Så meget plads har de færreste brug for og flere og flere streamer også musik, så behovet er der ikke for så meget hukommelse og denne udgave vil sælge begrænset, da den vil blive rigtig dyr.
Batteri
Batterilevetiden i forgængeren fik meget kritik for at være for dårlig. Lang batteritid har aldrig været en styrke i iPhones og viser det sig, at iPhone 7 bliver tyndere, så kan vi ikke forvente markante forbedringer for batteritiden på næste iPhone.
Opkobling
USB Type-C bliver mere og mere udbredt og vi har også set Macbooks med USB Type-C. Apple har dog satset på Lightning-stik på en række andre produkter og jeg tror, de fortsætter med det på iPhone 7.
iPhone 6S har i dag 4G med hastigheder op til 300 Mbit/s – det ser jeg ingen grund til vil ændre sig med iPhone 7. Det er hastigheder, der i praksis stadig mangler at blive implementeret i mange mobilnetværk verden over.
iPhone 7 – lancering
iPhone 7 og iPhone 7 Plus forventes at blive lanceret til september på et stort Apple-event og så vil begge iPhone 7 udgaver være klar til salg i de store lande højst et par uger efter lanceringen og Danmark vil få iPhone 7 i butikkerne et par uger senere.
Se også: Test af iPhone
iPhone 7 og iPhone 7 Plus – pris
iPhone 7 og iPhone 7 Plus får en pris, der lander på samme leje som iPhone 6S og iPhone 6S Plus har i dag. Det pressede mobilmarked taget i betragtning, der også rammer Apple, gør, at Apple ikke vil turde presse citronen mere end de allerede gør, når det gælder pris.
Her er vores bud på, hvordan Apple vil prissætte iPhone 7 og iPhone 7 Plus:
- iPhone 7 16 GB pris: 5.799 kroner
- iPhone 7 64 GB pris: 6.699 kroner
- iPhone 7 128 GB pris: 7.599 kroner
- iPhone 7 Plus 16 GB pris: 6.699 kroner
- iPhone 7 Plus 64 GB pris: 7.599 kroner
- iPhone 7 Plus 128 GB pris : 8.499 kroner
Med lanceringen af de nye modeller vil iPhone 6S og iPhone 6S Plus samtidig falde i pris til henholdsvis 4.899 kroner og 5.799 kroner – er mit bud.
Historien er ikke slut
Ties kan hvad ties kan, men ikke i denne sag. Steen Jørgensen har holdt fast i temaet. 27/1/2016 gik redaktionen videre og kørte en opfølgning med en vinkel på Nyt billede spottet af den formodede iPhone 5SE – Klik her og læs artiklen.. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om iPhone finder du her. .