Forbedring af sikkerheden omkring brugerdata hos Facebook, Google og WhatsApp

De amerikanske myndigheders krav om at få en bagdør ind i en iPhone i forbindelse med terrorefterforskning fører til endnu mere kryptering hos Facebook, Google og WhatsApp.

Forbedring af sikkerheden omkring brugerdata hos Facebook, Google og WhatsApp

Sagen i USA om oplåsningen af en iPhone, der har forbindelse til San Bernardino-skyderiet, fører til, at flere selskaber, herunder Facebook og Google, udvider krypteringen for at sikre, at brugernes data er så sikker som overhovedet mulig og ikke falder i de forkerte hænder, heller ikke den amerikanske regerings.

WhatsApp-beskeder bliver allerede krypteret af selskabet bag, Facebook, men nu satser det sociale medie på også at kryptere deres talte beskeder og gruppebeskeder. Det rapporterer The Guardian efter at have talt med to insidere. Også Messenger vil Facebook arbejde på at forbedre sikkerheden omkring.

En anden gigant, Google, har sat undersøgelser i gang omkring deres End-to-End projekt og hvordan de kan bruge den kryptering, de bruger der, til andre produkter.

Også Snapchat, foto- og videodelingsmediet, arbejder på et mere sikkert beskedsystem, skriver The Guardian.

Apple vs FBI kan føre til mere kryptering

Al denne virak omkring kryptering skyldes altså den kørende sag, hvor Apple har kæmpet mod de amerikanske myndigheder, der har forsøgt at tvinge Apple til at finde en bagvej ind i en iPhone 5C, der tilhører en af de mænd, der myrdede 14 personer i San Bernardino-massakren i Californien i december sidste år.

Ifølge The Guardian arbejdede selskaber som Facebook med flere dog med at forbedre krypteringen allerede inden denne kamp mellem den amerikanske regering og Apple.

Der er i det hele taget tale om en voksende konflikt mellem Silicon Valley og den amerikanske regering. Teknikselskaberne sætter deres brugeres sikkerhed højere på prioriteringslisten for at gøre brugerne trygge, hvorimod den amerikanske regering ikke bryder sig om al denne kryptering, da de mener, at det er med til at hindre deres muligheder for at få fat i information i forbindelse med efterforskning af kriminalitet og terror.

Senest er det altså Apple, der har stillet sig på bagbenene og nægtet at skabe en bagvej ind i iPhonen fra San Bernardino-sagen. Deres argumentation er, at en sådan bagvej også vil kunne bruges på andre iPhones.

Apple er sammen med sikkerhedseksperter desuden i gang med at undersøge, hvordan de kan gøre det sværere for myndighederne at tvinge dem til at udlevere brugerdata, skriver The Guardian.

 

Kriminelle må heller ikke kunne komme forbi kryptering

Apple får støtte fra mange af de selskaber, der nu også selv arbejder på at forbedre krypteringen i deres egne tjenester. En del sociale medier har i øvrigt forsøgt at hjælpe myndighederne med at bekæmpe terroristgruppe som IS ved at slette konti og indhold fra sådanne grupper.

Men samtidig med, at den amerikanske regering gerne vil have mulighed for at komme forbi kryptering og få adgang til data i forbindelse med kriminalitet, ønsker de ikke, at krypteringen bliver dårligere eller at der kommer bagveje ind i for eksempel telefoner, der ville gøre det muligt for fjenden at komme ind i amerikanske netværk eller tekniske apparater.

Ifølge The Guardian er en af de idéer, der er kommet på bordet, at teknikselskaberne stadig krypterer data, men at de udleverer metadata til myndighederne i forbindelse med efterforskning af kriminalitet.

Metadata vil ikke afsløre indholdet, men det vil være muligt for myndighederne at vide hvilke personer, der har haft kontakt med hinanden samt hvor og hvornår de har kommunikeret.

Historien slutter ikke her

Siden vi bragte denne historie er der kommet nyt om sagen. Steen Jørgensen kørte videre med bolden. d. 4/3/2016 fulgte vi artiklen op med en ny vinkel på temaet iOS 9.3 beta: Ansatte kan trackes på arbejdstelefonen – Historien bringes videre her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for aktuelle nyheder om emnet..