Nu risikerer du at skulle betale for at bruge MobilePay
Bruger du MobilePay til at betale med i butikker, så risikerer du at skulle betale for selve transaktionen fremover. Og det er faktisk hverken Danske Bank, der står bag MobilePay eller butikkerne, der er skyld i dette – det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen der nu har påbudt Danske Bank at give butikker lov til at sende gebyret for brugen af videre til kunderne.
Danske Bank har hidtil krævet, at butikkerne ikke måtte lade kunderne betale gebyret for transaktionen, men det er i følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ulovligt at kræve dette.
Årsagen til det er, at det vil medføre en ulige konkurrence mellem forskellige udbydere af betalingsløsninger.
Ifølge Danske Bank kan man betale med MobilePay i 21.000 butikker. Gebyret, som butikkerne indtil nu selv har måttet betale, lyder på en procent af prisen – dog maksimalt fem kroner.
Chefen for MobilePay, Mark Wraa-Hansen, mener ikke, at kunderne skal bekymre sig om dette, da han ikke forventer, at butikkerne trods muligheden vil lade kunderne betale for at betale med MobilePay, skriver BT.