Nyt regeringsudspil: 6 taxi-regler der kan presse Uber ud af Danmark

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), den nye trafikminister i Danmark, har fremlagt et nyt taxi-udspil, der kan presse Uber ud af Danmark.

Nyt regeringsudspil: 6 taxi-regler der kan presse Uber ud af Danmark

Den nye borgerlige regering hilser nye teknologier velkommen og mener, at de kan skaffe mange jobs i fremtiden – blandt andet tjenester som Uber.

Østre Landsret: Uber er ulovlig taxikørsel

Der har været meget ballade om Ubers ageren rundt om i verden, også i Danmark. Uber mener, at de blot tilbyder en tjeneste for folk, der ønsker at benytte sig af samkørsel, mens taxi-branchen vurderer, at der er tale om decideret taxikørsel. For et par uger siden slog Østre Landsret fast, at Uber rent faktisk tilbyder taxi-service og at chaufførerne kører ulovligt, da de ikke har licens til hyrevognskørsel.

Regeringens udspil handler om at lempe på kravene til taxi-kørsel, men de virker alligevel til at være så svære at sluge for det udskældte selskab, at det ikke vil være overraskende, hvis de trækker deres UberPop-tjeneste ud af landet og i stedet, som vi har set i Sverige og Tyskland, satser på de dyrere tjenester UberX og UberBlack.

Disse regler for taxi-kørsel skal Uber leve op til

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), der i går fremlagde det nye udspil, understregede da også, at Uber ikke bliver lovlig med det nye udspil – de skal med andre ord indordne sig under nogle spilleregler.

Der skal således stadig være krav til førerkort med særlig godkendelse, helbredsattest og lægetjek.

Straffetest skal også vise, at chaufførerne ikke har fået dom for større forbrydelser – og det er Uber, eller taxi-selskaberne generelt, der skal sørge for at fremskaffe dokumentationen.

Uber skal også sørge for, at de biler, der bliver brugt af de såkaldte Uber-partnere, kommer til syn en gang om året og bliver godkendt.

De penge, som chaufførerne tjener, skal også indberettes til Skat – det skal Uber sørge for. GPS-informationer skal også frembringes til myndighederne og endelig skal Uber have et kørselskontor i Danmark.

 

Taxi-krav, Uber ikke kan acceptere

Det er svært at forestille sig, at Uber vil efterleve disse krav og når vi har set Uber blive presset i andre lande, for eksempel Sverige og Tyskland, så har de i stedet valgt at trække sig.

Begynder Uber først at slække på egne interne krav, så frygter de formentlig, at andre lande vil komme med lignende udspil og så er hele Uber-konceptet i fare.