Uber-chauffør tabte ankesag: Uber kalder det sørgeligt og ekstremt skuffende

I dag faldt der afgørelse i sagen, hvor en Uber-chauffør ankede den dom, han fik tidligere i år, hvor han blev idømt bøde for ulovlig taxa-kørsel. Uber-chaufføren tabte sagen og Uber kalder dommen sørgelig og ekstremt skuffende.

Uber-chauffør tabte ankesag: Uber kalder det sørgeligt og ekstremt skuffende

I dag faldt der afgørelse i en sag mod en Uber-chauffør, der ankede sin dom fra tidligere i år, hvor han blev fundet skyldig i at have kørt ulovlig taxikørsel og skulle betale en bøde.

Den anklagede ankede sin dom til Østre Landsret, men de var enige med Københavns Byret i, at der vitterlig var tale om ulovlig taxikørsel og han er nu fundet skyldig i at køre taxi uden tilladelse.

I dommen står der således, at Uber ikke kan beskrives som en samkørselstjeneste, da “det lægges efter bevisførelsen til grund, at de omhandlede kørsler er foretaget med pas­sagerer, der ikke har nogen nærmere tilknytning til tiltalte ud over anvendelsen af Ubers internetapplikation, og at kørslerne er udført mod en betaling, der overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger til f.eks. benzin eller olie”.

Se også: Så mange millioner tjente danske Uber-chauffører i 2015

Uber er ekstremt skuffede over afgørelsen

Uber forklarer i en skrivelse, at det er sørgeligt og ekstremt skuffende, at chaufføren har tabt i sin ankesag. Uber har tidligere benyttet lejligheder, hvor der rettes hård kritik mod deres forretningsmodel, til at forklare, at de er en vigtig bidragsyder til samfundet rent økonomisk og det gør de også denne gang.

“Ligesom en million andre rundt omkring i verden, har han brugt sin bil på Uber appen for at få lidt ekstra penge til at få dagligdagen til at hænge sammen. Det er sørgeligt, at denne chauffør i dag har tabt sin ankesag og er fundet skyldig i at køre taxi uden tilladelse.

Vi er ekstremt skuffede over dommen – ikke kun fordi mange lande er begyndt at omfavne delekørsel, men også fordi vi ikke tror, at han har gjort noget galt. Vi har stor respekt for det danske retssystem, og vi støtter chaufføren – også hvis han ønsker at anke til Højesteret. Støtten er vigtig for den dømte mand, men i høj grad også for de 2.000 andre i København, som bruger Uber for at få økonomien til at gå op, finansiere deres bil eller bare være sociale”.

Se også: Pris på populære mobiltelefoner

Uber tror på en fremtid i Danmark

Selvom sagen ventes at danne præcedens for mange kommende sager mod Uber-chauffører, så udtrykker Uber alligevel optimisme omkring deres situation i Danmark.

“Der er en stigende anerkendelse af de positive effekter som delekørsel kan have for både byer og landdistrikter, men det halter bagefter med en ny tiltrængt moderne lovgivning. Der er et presserende behov for, at folketinget og andre beslutningstagere sætter tempoet op for udarbejdelsen af en moderne lovgivning. Danske politikere begyndte tidligere på året at diskutere en reform at lovgivningen, som kunne hjælpe folk ligesom ham. Regeringen har givet udtryk for, at de ønsker disse forhandlinger skal fortsætte”, lyder det således fra Uber.

Uber har i lignende tilfælde i Sverige og Tyskland droppet UberPop, hvor alle kan være chauffør, og i stedet satse mere på de dyrere tjenester UberX og UberBlack.

 

Se også: Nyheder om Uber