Test og anmeldelse af HTC U Ultra
HTC U Ultra er en virkelig stor mobil med flot skærm og hurtig brugerflade, men den svigter på batteriet, er praktisk talt umulig at bruge med én hånd og mangler i det hele taget nogle sager, der for alvor kan retfærdiggøre dens høje pris.
Læs vores test og anmeldelse af HTC U Ultra.
HTC U Ultra – bedømmelse
Design & Materiale: 7/10
Batterilevetid: 7/10
Skærm: 10/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 8/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 10/10
Musikkvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 79/100
Se også: Bedste pris for HTC U Ultra
Læs hele vores store test og anmeldelse af HTC U Ultra herunder.
Men først lige et par billeder af HTC U Ultra inden vores store test.
Test og anmeldelse af HTC U Ultra
Herunder finder du vores store test og anmeldelse af HTC U Ultra, hvor vi kommer omkring en række af de vigtigste funktioner på en mobil og bedømmer, om de holder vand.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – design
Personligt er jeg egentlig til store telefoner på grund af de store skærme, men når HTC U Ultra er 1 centimeter længere end Huawei Mate 9 Pro og den er også større end Mate 9 med skærm på 5,9 tommer, så bliver det næsten for meget.
HTC U Ultra er udover at være stor også meget glat at holde i hånden, selvom den med det afrundede design samtidig er rar at holde i hånden.
Nederst under skærmen sidder fingeraftryksscanneren, der er hurtig at indstille og den fungerer godt. På siden sidder powertasten godt placeret på den store enhed, så jeg let kan nå den med tommelfingeren.
Bagpå sidder kamera og stikker MEGET ud – når telefonen ligger med bagsiden mod bordet hopper og danser den rundt.
Alt i alt er det er andet designudtryk, U Ultra leverer sammenlignet med HTC’s One-serie, men det skiller sig ikke så markant ud fra andre telefoner på markedet.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Brugervenlighed
U Ultra har den her anden skærm, der ligger øverst placeret på selve hovedskærmen og som blandt andet viser aftaler og udvalgte kontakter. Jeg synes ærlig talt ikke, den gør det store for min brug af telefonen og den er stort set umulig at betjene med én hånd.
Fint, at skærmen kan betjenes med handsker, men mulighed for at indstille telefonen til bedre énhåndsbetjening havde været på plads – den mulighed mangler jeg, for HTC U Ultra er faktisk umulig at bruge med én hånd.
Brugerfladen er ellers bygget fint op med kombinationen Android og HTC Sense 7.0, selvom jeg stadig finder det irriterende, at man skal scrolle op og ned i menuerne og ikke fra side til side, som hos stort set alle andre Android-producenter.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Batterilevetid
Batteriet i HTC U Ultra er på 3.000 mAh, hvilket på papiret er et problem for en mobil med 2K-skærm på 5,7 tommer. En stor og meget højt opløst skærm bruger bare meget strøm og det er skuffende, at U Ultra ikke har et kraftigere batteri, særligt telefonens størrelse taget i betragtning. Andre og mindre telefoner har op mod 25 procent kraftigere batteri og det virker underligt, at U Ultra skal spises af med kun 3.000 mAh.
Og i praksis skuffer batteriet også. Ved gennemsnitlig brug holder HTC U Ultra da batteri til inden jeg går i seng om aftenen, men streamer jeg musik og videoer, tager nogle billeder, spiller spil og gør de mange ting, den lægger op til man skal gøre med så stor en skærm, så oplever ærligt talt problemer med batterilevetiden.
U Ultra har lynopladning med USB Type-C og lader okay hurtigt op, cirka 51 procent på 30 minutter og helt op på 1 time og 40 minutter.
Den har ikke trådløs opladning, hvilket nok vil skuffe nogen. Du kan se test af lynopladning af HTC U Ultra på video herunder:
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Skærm
Det er ikke en OLED-skærm, der sidder i U Ultra, men skærmen er alligevel umådeligt flot med sine 5,7 tommer i alt og 2K-opløsning med 2.560 x 1.440 pixel.
Den “lille” version med 64 GB kommer med Corning Gorilla Glass 5, den mest hårdføre udgave af Gorilla-glasset, mens den med 128 GB er endnu mere hårdfør med safirglas. Desværre kommer Safir-versionen ikke til Danmark.
Skærmen er rigtig behagelig at trykke på og den reagerer præcist på tryk.
Se også: Sammenlign de billigste priser på mobilabonnementer
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Hastighed i brugerflade
Snapdragon 821 og 4 GB RAM er naturligvis nok til at give en hurtig brugerflade, men det må være bekymrende for HTC, at de ikke kan tilbyde Snapdragon 835, som er et stort spring for Qualcomms processor, der giver en del forbedringer på væsentlige punkter.
HTC Ultra U kører med Android 7.0 og så HTC Sense 7.0 henover og jeg får en fin oplevelse, når jeg bevæger mig rundt i menuerne og åbner apps og spil. Benchmark-test viser, den ikke er med i toppen, men benchmarktest baserer deres resultater på baggrund af teknik og ikke daglig brug. Mit daglige brug af HTC U Ultra viser, den har fin hastighed i brugerfladen.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Kamera
HTC U Ultra har et på papiret rigtig godt kamera med optisk billedstabilisering og blænde F/1.8. Hovedkameraet har 12 megapixel, mens frontkameraet har 16 megapixel.
Det er fint, at frontkameraet som standard har HDR-funktionen slået til – det gør den mere pålidelig i omgivelser med svære lysforhold.
Herunder kan du se billeder skudt med HTC U Ultra.
HTC U Ultra – test af kamera: Klassisk landskabsbillede med mange gode og skarpe detaljer i både de lyse og mørke dele af billedet.
HTC U Ultra – test af kamera: Makrobillede, hvor baggrunden er okay sløret – uden at sløringen er sindsoprivende flot – og objektet i forgrunden står skarpt og flot med gode farver.
HTC U Ultra – test af kamera: Taget i meget mørkt rum uden brug af fotolys. Trods en lav blænde klarer den faktisk ikke opgaven særlig godt. Billedet er meget mørkt med dårlige detaljer og farverne er helt væk.
HTC U Ultra – test af kamera: Taget i meget mørkt rum med brug af fotolys. Fotolyset skydes okay af og farverne gengives fint.
HTC U Ultra – test af kamera: Portræt. U Ultra har ikke en særlig portræt-funktion og den har heller ikke dual kamera. Den tager derfor heller ikke særlig velykkede portrætbilleder sammenlignet med, hvad der ellers findes på markedet. Baggrunden står simpelthen for skarpt tegnet op og personen i billedet fremhæves ikke synderligt.
HTC U Ultra – test af kamera: Selfie. Takket være et frontkamera med auto-HDR og HTC’ egne store UltraPixels, kommer der meget lys ind i kameraet, så selfies taget i selv ganske mørke omgivelser bliver rigtig gode. Panorama-selfie funktionen fungerer faktisk også godt.
HTC U Ultra – test af videokamera: Videokameraet i HTC U Ultra er udmærket og leverer fine, skarpe optagelser. Det er hurtig til at stille skarpt, når man flytter kameraet rundt og vil filme noget, der er skiftevis tæt på og langt væk. Det håndterer også fint skiftende lysforhold.
Dog har det store problemer, når man først en gang har trykket på skærmen for at stille skarpt og bevæger kameraet. Så kan det ganske ikke finde ud af at fokusere og stille skarpt. Se video optaget med U Ultra herunder, hvor optagelsen kører som den skal.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Datahastighed
Med 4G med 600 Mbit/s som teoretisk hastighed, så er det ikke selve telefonens 4G-teknik, der er flaskehalsen, hvis du pludselig oplever problemer med at være online.
HTC U Ultra fungerer rigtig godt på nettet og er naturligvis også ideel at bruge som wifi-hotspot. Men vær opmærksom på det forholdsvis svage batteri – det presses hurtig af batterikrævende funktioner som hvis telefonen skal agere hotspot.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Spil
Stor skærm med høj opløsning, kraftfuld processor og fint med RAM – jo, HTC U Ultra er en fornøjelse at spille spil på og sjældent har jeg oplevet at være så god til Modern Combat 5, som jeg er på HTC U Ultra.
Se også: Bedste mobil til spil
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Musikkvalitet
U Ultra har en højtaler nederst på telefonen og den sender lyden ud til siden. Spilles musikken ved under 50 procent gennem højtalerne, er den okay, men ikke super. Skruer vi lyden højere op, bliver den skinger og ubehagelig. Telefonen har godt nok HTC BoomSound, men den fungerer ikke godt på U Ultra.
Gennem headset (der følger et glimrende headset med faktisk) og via højtalere er lyden dog rigtig god.
Se også: Test: De bedste høretelefoner
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Samtalekvalitet
Jeg oplever HTC U Ultra som en mobil, der er fin at tale i – lydkvaliteten er god og forbindelsen stabil. Tastaturet er i øvrigt dejligt stort og rigtig godt at skrive på og vil man skrive med to hænder, kan man splitte tastaturet i to, så det passer bedre til begge tommelfingre.
Jeg fatter dog ikke, hvorfor tastaturet ikke har dedikerede taster til tal – det er skærmen i hvert fald stor nok til at håndtere.
Test & anmeldelse af HTC U Ultra – Pris
HTC U Ultra har en pris fra cirka 5.700 kroner uden abonnement. Ingen danske teleselskaber sælger HTC U Ultra.
Se de bedste priser for HTC U Ultra.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
HTC U Ultra har en pris, der er en topmobil anno 2017 værdig og på papiret ser den rigtig fornuftig ud, men brugsmæssigt mangler den noget spændende for rigtig at skille sig ud og for at kunne retfærdiggøre den høje pris. HTC U Ultra har et godt selfie-kamera, men det er altså ikke nok til, at jeg vil give køb på en masse andre vigtige funktioner og muligheder, som jeg synes den mangler.
Rent fysisk er HTC U Ultra også utrolig stor og jeg forstår ikke, hvorfor den skal være så stor, særligt når størrelsen ikke udnyttes til for eksempel et kraftigere batteri. U Ultra har ganske enkelt for dårligt batteri og er alt for stor for langt de fleste personer.
Der findes mange andre mobiltelefoner med store skærme, som jeg hellere vil anbefale dig at se nærmere på. Se de bedste telefoner med store skærme og billige mobiltelefoner med store skærme.
For
- Stor skærm
- Godt kamera
- Lynopladning
Mod
- Meget glatte materialer
- Skuffende batteri
- Svær at betjene med én hånd
- Prisen
HTC U Ultra – specifikationer og funktioner
- Mål: 162,4 x 79,8 x 8 mm
- Vægt: 170 gram
- System: Android 7.0
- Processor: Snapdragon 821, quad core
- Skærm: 5,7 tommer, 2.560 x 1.440 pixel, Corning Gorilla Glass 5 / Safirglas
- RAM: 4 GB
- Indbygget hukommelse: 64 GB /128 GB, plads til hukommelseskort op til 256 GB
- Batteri: 3.000 mAh, lynopladning
- Datahastighed: 600 Mbit/s (4G)
- Kamera: 12 megapixel, autofokus, fotolys, aperture f/1.8, optisk billedstabilisering
- Frontkamera: 16 megapixel, f/1.8, auto-HDR
- Video: 4K
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af HTC U Ultra