Test af iPad Pro: Det samme – bare større og lidt mere klodset for de fleste

iPad Pro er en rigtig god tablet og med den store skærm på 12,9 tommer er den bedre til film og tv-serier. Men formatet gør, at den falder igennem på andre punkter og prisen er svær at forsvare med mindre man har specifikke arbejdskrav.

 

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

iPad Pro– bedømmelse

Design & Materiale: 8/10
Brugervenlighed: 7/10
Batterilevetid: 9/10
Skærm: 8/10
Hastighed i brugerflade: 10/10

Samlet karakter: 42/50

 

Se også: Bedste pris for iPad Pro

 

Læs hele vores test og anmeldelse af iPad Pro herunder.

 

Test og anmeldelse af iPad Pro

 

Test af iPad Pro – Design

iPad Pro ligner de andre iPads – den er bare større. Noget større. Den måler 305,7 x 220,6 x 6,9 millimeter og vejer 713 gram. Til sammenligning måler iPad Air 2 240 x 169,5 x 6,1 millimeter og vejer 437 gram. Dermed er iPad Pro altså noget af en klods at sidde med.

Den er ellers velbygget nok, som vi kender det fra Apple.

Se også: Test af tablets

Test af iPad Pro – Brugervenlighed

iPad Pro er fin nok at have stående derhjemme, men den vejer godt til i tasken, når man tager den med rundt.

Samtidig er den ikke god at sidde med i skødet i sofaen, hvis man læser bøger eller magasiner på den – formatet og vægten gør den ganske enkelt ikke særlig egnet til dette. iPad Pro skal stå på et bord og vise film eller tv-serier eller man skal have et tastaturcover til den, så man kan bruge den i arbejdsøjemed – i de fleste andre sammenhænge, hvor vi normalt er glade for iPad og tablets, falder den faktisk igennem, da den er så uhandy.

Men kaster man penge efter et tastatur og måske også Apple Pencil, så får man en maskine, der er lige så kraftfuld eller mere kraftfuld end mange bærbare computere.

Det er et plus for brugervenligheden, at der er mulighed for splitscreen, hvor man kan køre med to skærme på én gang. Desværre er der i skrivende stund mange apps og websider, der ikke fungerer i splitscreen. For eksempel duer Youtube ikke i splitscreen.

Det er ærgerligt, at brugerfladen ikke er mere tilpasset den større skærm, så den kunne udnyttes noget mere.

 

Test af iPad Pro – batterilevetid

Batterilevetiden er fremragende på iPad Pro. Batteriet er på 10.307 mAh, så der er tale om et meget kraftigt batteri og iOS er kendt for ikke at konsumere meget batteri.

Selv ved heftig streaming af film over 4G holder batteriet i lang tid og snildt 2-3 dage.

 

Test af iPad Pro – skærm

Skærmen på 12,9 tommer er virkelig flot og skarp med høj opløsning.

Den har gode farver og kontraster og selv om man sidder flere omkring den og ser film for eksempel, så står billedet stadig skarpt for dem, der sidder yderst og kigger med.

Det er ærgerligt, at skærmen ikke er udstyret med 3D Touch til lidt hurtigere navigering i menuerne, men det kommer måske med næste generation, når der er flere muligheder med teknikken.

Test af iPad Pro – hastighed i brugerflade

iPad Pro er enormt hurtig at bladre rundt i takket være den kraftfulde A9x processor.

Selv tunge arbejdsprogrammer afvikler den fuldstændig problemløst og på den måde kan Apple rimeligt nok sige, at den vil kunne erstatte en almindelig bærbar computer.

 

Test af iPad Pro – pris

iPad Pro koster fra 6.999 kroner for den lille udgave. Apple Pencil koster 829 kroner og når Apples eget tastatur kommer en gang på dansk, vil det stå i 1.400 kroner.

 

Se også: Test af de bedste tablets

 

Test af iPad Pro – konklusion

iPad Pro kommer faktisk mest til sin ret, når vi bruger den sammen med det Logitech-tastatur, der passer til det. Så kan man tale om at man får et rigtigt arbejdsredskab at arbejde med og som kan erstatte ens bærbare. Men det synes jeg også iPad Air kan og den er langt billigere og med en skærm på 9,7 tommer er der i praksis ikke stor nok forskel til at jeg hellere vil kaste penge efter iPad Pro.

Som arbejdsredskab synes jeg dog, at Microsoft Surface 4 er langt mere gennemtænkt og bedre at bruge.

Størrelsen og vægten på iPad Pro ødelægger oplevelsen for mange af de ting, jeg elsker at bruge min iPad eller tablet til – nemlig at kunne sidde behageligt i sofaen eller toget og surfe på nettet, læse bøger og magasiner, spille spil eller se film.

 

For:

  • Stor og flot skærm
  • Hurtig brugerflade

 

Mod:

  • Formatet
  • Prisen
  • For få muligheder med den store Pro-skærm

 

iPad Pro – specifikationer og funktioner

  • Mål: 305,7 x 220,6 x 6,9 mm
  • Vægt: 713 gram
  • System: iOS 8
  • Processor: Apple A9X, dual core 2,26
  • Skærm: 12,9, 2.048 x 2.732 pixel
  • RAM: 4 GB
  • Indbygget hukommelse: 32/128 GB, ikke plads til hukommelseskort
  • Batteri: 10.307 mAh
  • Datahastighed: 150 Mbit/s (4G)
  • Kamera: 8 megapixel, autofokus
  • Frontkamera: 1,2 megapixel, video i HD
  • Video: Fuld HD
  • Tilslutninger: USB, Bluetooth 4.0, Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Nej
  • NFC: Ja

Se også: Test af iPad Pro