Hårdfør Samsung Galaxy S4 på vej
Samsung Galaxy S4 er netop blevet sluppet løs i disse dage i butikkerne verden over til glæde for en masse begejstrede og forventningsfulde kunder.
Det er en smartphone, der kan uhyre mange ting, men når det kommer til naturens små luner, så kan den ikke klare meget mere end den typiske smartphone. Altså ikke noget med at blive glemt uden for i silende regnvejr eller blive udsat for en omgang heftig støv.
Men det arbejder Samsung på at gøre noget ved, skriver Wall Street Journal. Ifølge den store amerikanske avis skulle Samsung være på vej med en mere hårdfør udgave af Galaxy S4, og en skulle komme allerede til sommer.
Wall Street Journal har informationer fra Samsung selv. Galaxy S4 i den mere hårdføre udgave skulle ligne sig selv på en prik, men altså være udstyret til at håndtere vand og støv.
Samsung skulle angiveligt kalde den for Galaxy S4 Active. Det bliver spændende at se, hvor hårdfør den bliver, altså om den kan matche Sony Xperia Z, der kan tåle en tur i dybt vand i en halv time uden at tage skade.